Christina Dueholm: Danmarks største blog

Derfor er det vigtigt at blogge jævnligt

Den kvikke læser vil ikke være i tvivl om, hvorfor jeg har fundet det passende at tage dette emne op netop nu. Jeg har nemlig selv forbrudt mig mod en af de vigtigste regler – jeg har ikke holdt kadencen.

De blogs, der har de største læsertal i Danmark pt., bliver opdateret minimum dagligt. Det er et tidskrævende stykke arbejde, og man skal også være realistisk. Min egen Pudderdåserne.dk startede selv med 3 indlæg om ugen i bloggens spæde barndom, og det var godt i starten. I dag har vi i gennemsnit over 7 indlæg om ugen og et mål om minimum et om dagen. Det lykkes ikke altid, nogle gange kommer virkeligheden i vejen.

Der er flere grunde til at regelmæssighed og jævnlighed er et must.

1. Professionel signalværdi
At blogge på et professionelt plan kræver en fast udgivelsesplan, der på mange måder er lige så fast som de traditionelle medier. Jeg plejer at sammenligne med en netavis. Hvordan ville du reagere, hvis du kom ind på Berlingske.dk, og den ikke var blevet opdateret en uge? Virksomheder med “nyhedssider”, der ikke er opdateret i halve og hele år er også en klassiker.

2. Læsere har brug for forudsigelighed i udgivelsen
Indenfor al anden medieudgivelse er faste intervaller en selvfølge, og det bør det også være på en professionel blog. Dine læsere  skal kunne forudsige cirka hvornår og hvor ofte de kan forvente nyt indhold.

3. Flere indlæg giver flere besøg
Det er ret simpel matematik. Hver gang du har et godt indlæg, så tiltrækker du besøg på din blog. Og jo flere indlæg, du skriver, jo flere besøg. på den anden side falder besøgstal typisk med faldende antal indlæg. Det er ikke raketvidenskab.

Pudderdåserne har vi så mange indlæg liggende, at vi trækker hovedparten af vores besøg fra google. Men der skal ikke gå to dage uden nye indlæg, før vi bliver straffet relativt hårdt på trafikken – også de organiske søgeresultater fra Google. Hvis jeg kigger på en helt ny blog som Buildingblogs her, som er uden nævneværdig trafik fra google, trafik fra andre indgående links osv, så er billedet endnu mere tydeligt:

Trafik på grund af indlæg

I kan jo gætte hvilke dage, jeg har skrevet indlæg…

4. Forpligt dig selv og dine kolleger
At forpligte sig selv til en fast plan kan være et vigtig arbejdsredskab, både for dig, der blogger alene, og i endnu højere grad for dig, der blogger på vegne af en arbejdsplads, hvor du har brug for at fastholde dine kolleger og dine chefer i de gode indledende intentioner. Hovedparten af alle blogs dør ud efter ret kort tid, når folk opdager, at det faktisk er et hårdt stykke arbejde. En realistisk tidsplan på forhånd kan tage det i opløbet.

Hvor tit opdaterer du din blog?

 

5 kommentarer

  • Spændende indlæg. Og det er jo som du selv siger, egentlig ikke rocket science at læsertal er proportionelt med de indlæg, som udgives på bloggen. Jeg forsøger selv at opdatere mine blogs en-to gange om dagen, hvilket jeg egentlig altid har gjort. Nu er der dog oftere dage, hvor det kun bliver til ét indlæg om dagen, hvilket er fint, men synligt på læsertallet.
    I øvrigt er jeg glad for at du understreger, at det er hårdt arbejde at holde en blog kørende (hvis den skal holde de standarder som man ellers måtte have stukket ud for den) … en del i den virkelige verden, som ikke frekventerer blogs så ofte, har nemlig ofte en holdning, som udtrykker at det da “bare er at skrive lidt”. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg møder virkelig tit mennesker, der tror at modebloggere er sådan nogen, der går til et par receptioner engang i mellem, drikker champagne og så skriver lidt for sjov… Ja. Den fordom trænger til at bliver vredet godt rundt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Smadder godt og relevant indlæg.

    Jeg synes det er værd at nævne at det netop ofte handler om forudsigelighed. Og hvis en bloggers normale rytme hedder et indlæg hver anden dag, så tænker jeg ikke over det, fordi det netop er normalen.

    Jeg overvejer selv pt. om jeg skal blogge eller ej. Jeg elsker det og har meget at sige, men med et næsten fuldtidsstudie og et deltidsjob ved siden af svømmer jeg ikke just i fritid, og de få timer jeg har vil jeg egentlig hellere bruge sammen med min kæreste og mine veninder, frem for alene foran en computer. Der er naturligvis stunder hvor jeg kobler af og bare er mig, men de er få, og jeg bryder mig netop ikke om at gøre ting halvt, og det er jeg lidt bange for at det bliver, ud fra mine tårnhøje standarder og ovenstående præmissser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak skal du have. Det lyder som nogle gode overvejelser. Det ER et stort arbejde, hvis du som det lyder har høje standarder – og det skal man have! Jeg plejer at råde folk, der er i tvivl til, at man skal vælge at blogge, hvis man næsten ikke kan lade være. Hvis man har noget vigtigt på hjerte, der bare skal ud. Vigtigt kan være mange ting og ud fra mange standarder, men noget der på en eller anden måde presser sig på, og som man har LYST til at skrive om, tager billeder af eller hvad det nu er.

      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg har netop lysten. Jeg kan ikke lade være at skrive, og jeg har lyst til at fortælle om en anden vinkel på forbrug, men på samme tid har jeg ikke lyst til at blogging skal tage tid fra at jeg bruger en par timer på at putte med min kæreste, som jeg gjorde i går, hvorfor jeg derfor ikke nåede at blogge. Mit virkelige liv kommer først.

      Hvad det ender med er uvist, men dine input er i hvert fald gode. Måske jeg bare lige skal finde en ny rytme, efter at have blogget dagligt de sidste mange år.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Christina Dueholm: Danmarks største blog