At holde på blog-læserne i sommervarmen

Blogging i sommervarmen

De fleste bloggere klager over svigtende læsere i disse uger. Når solen og varmen lokker danskerne ud i sommerlandet, så viger interessen for blogs naturligt nok. Der findes ikke tal over danske blogs som helhed. Men hvis jeg ser på Bloggers Delights samlede tal, som udgør en pæn del af de samlede danske blog, så kan vi se, at unikke besøg falder med knap 8 procent fra juni til juli for derefter at stige støt igen fra august (tal fra 2012).

Men dine tal behøver det ikke falde. Eller i hvert fald ikke styrtdykke, som jeg hører nogle bloggere oplever. Her er mine bedste råd til at holde på læserne i sommervarmen.

1. Lad være med at fortvivle, give op eller tro, det er din blog, der er noget galt med, fordi du oplever faldende læsertal, når solen bager ned, og alle er på ferie. Vi oplever stort set alle det samme fænomen. Mindre bloggere kan endda give den en ekstra skalle og lukrere på, at konkurrenterne er gået på sommerferie.

2. Bliv ved med at skrive hele sommeren. En stor del af den faldende læseraktivitet skyldes, at bloggerne også går på ferie, og at både frekvens og kvalitet af indhold daler. Hvis du vil have samme læsertal om sommeren, så må du skrive lige så meget, selvom solen skinner. Hvis du har brug for ferie fra din blog, så planlæg det på forhånd og vælg, hvordan det skal foregå. Men vær bevidst om, at det koster læsere i de uger, hvor du er væk.

3. Tilpas dit indhold til sommeren og læserne. Tag udgangspunkt i, hvad dine læsere foretager sig lige nu, og skriv derefter. Madbloggerne skriver grillmad til sommerhuset, modebloggerne skriver om strandtøj og sandaler osv. Banale eksempler selvfølgelig, men det er kun for at illustrere pointen. Jeg selv er skønhedsblogger, og når vi skriver om solcreme og produkter i rejsestørrelser, så vælter læserne stadig ind.

Rigtig god sommer!

Læserspørgsmål: Må man redigere i kommentarer?

Hej Katja

Jeg er for nylig faldet over din blog “Building blogs” som er en fantastisk “håndbog” at have med i rygsækken.

Jeg oplever i øjeblikket at en del læsere primært benytter mit kommentarspor til at reklamere, og det ville jeg egentlig gerne undgå.
Da det system jeg arbejder i tillader mig at rette i kommentarerne har jeg ind til nu fjernet linket fra kommentarerne og efterfølgende selv skrevet en kommentar med ordlyden

“Jeg har fjernet dit link. Mit blog er ikke en reklamesøjle. Hvis du ønsker at linke direkte til din giveaway er du altid velkommen til at gøre det i boksen “hjemmeside””.

.. men må jeg egentlig det, såfremt jeg gør opmærksom på det, og det er nedskrevet i sidens etik?

På forhånd tak.

Mvh.
Betina.

Kære Betina

Tusind tak for de pæne ord og din mail. Der eksisterer mig bekendt ingen generelle regler for, hvordan man redigerer i læseres og brugeres kommentarer, så du må i princippet gøre, hvad du vil.

Min egen holdning er, at man aldrig retter i andres kommentarer, da de er skrevet i en anden persons navn. Hvis man ikke ønsker dem på sin side, er man i sin gode ret til at slette dem, men det er “behold eller slet”, valget står i mellem.

Problemet med links med reklamer for eget indhold i kommentarfeltet kender jeg alt for godt fra primært Pudderdåserne. Den slags kommentarer bliver ofte taget af spamfilteret (Akismet) på grund af mængden af links, og vores spamfilter er så fyldt nu, at vi ikke længere har mulighed for at tømme det manuelt. Det har selvfølgelig løst problemet lidt af sig selv. De kommentarer forsvinder bare, som det de reelt er – nemlig spam.

Vi har faktisk også i perioder gjort som du gør – nemlig redigeret et link ud af kommentaren.

Men udover det, så mener jeg, at man aldrig må redigere i andres kommentar – ikke engang fjerne en stavefejl. Jeg har hørt om bloggere, som begyndte at redigere i upassende kommentarer, og det er blot uprofessionelt og upassende.

Man kan vurdere om den skal slettes. Det er den magt man har som blogejer, at vælge at slette en kommentar i stedet for at udgive den. Men hvis det alene handler om at fjerne et link, så mener jeg det er i orden, men det er kun min personlige mening. Jeg er dog blevet hårdere med tiden og sletter mere og mere. Jeg gider ikke have spam på min side, og spam antager efterhånden mange former – ikke kun af dårligt oversatte kinesiske robotter.

Nedskriv retningslinjer
Derudover synes jeg, du har gjort det helt rigtige ved at nedskrive de retningslinjer. Vi har også gjort det her. De er altid gode at have i baghånden i tvivlstilfælde – ikke mindst overfor en selv.

Men i tilfælde som disse, hvor der er tale om spam-lignende kommentarer, der er man altid i sin gode ret til at slette dem – retningslinjer eller ej.