Ja, du skal betale skat af ALT hvad du tjener

Efter mit sidste indlæg om at tjene penge på sin blog ved hjælp af affiliate programmer har jeg fået spørgsmålet et par gange:

“Skal jeg opgive al indtægt til skat? Er der en minimumsgrænse for, hvad man skal betale skat af?”

Svaret er ret simpelt: Du skal betale skat af alt.

Du skal opgive ALLE indtægter uden undtagelse på din selvangivelse. Hvad enten de kommer fra affiliate programmer, Google Adsense, eller du har fået din betaling kontant. Alt andet er sort arbejde.

Hvis du altid har arbejdet som almindelig lønmodtager, er du vant til, at der allerede er trukket skat af din løn, når du får den. Det er der ikke af annonceindtægter, som du selv skal opgive og betale B-skat af.

Hvis du tjener mere end blot lidt lommepenge, kan jeg kun anbefale at få hjælp fra en revisor. Det behøver ikke at være dyrt, og i det lange løb tjener det sig absolut ind igen. Min revisor er Chr. Lysehoej, som jeg er meget glad for. Alternativt kan man altid ringe til SKAT på telefon 72 22 18 18 og få hjælp der.

Jeg arbejder på flere artikler om emnet skat og blog, men da jeg ikke kan skrive dem alene, må I have tålmodighed med mig.

Kom i gang med at tjene penge på affiliate programmer

Affiliate programmer er i dag en af min egne vigtigste indtægtskilder. Det kræver en vis volumen af både læsere og indhold at tjene penge gennem affiliate links, men jo før du kommer i gang med det, jo før kan du tjene penge på det. Og alle kan gå i gang med affiliate marketing, uanset blogstørrelse eller tekniske evner.

Hvad er et affiliate link?
Et affiliate link er et link fra din blog til en webshop, hvor et affiliate program sporer salg og betaler dig en bestemt procentdel af de salg, du genererer. Hovedparten af affiliate programmer er åbne for alle, nogle enkelte mere eksklusive webbutikker er by invitation only. Det er selvfølgelig langt fra alle webbutikker, der har affiliateprogrammer, men stadig flere kommer på.

Sådan virker det
Affiliate programmerne er samlet hos en række firmaer som for eksempel:

Hvert af disse firmaer (og en masse andre derude) har en lang række advertisers/webshops, som tilbyder en kommission for de salgs, du genererer via dine links. Du opretter dig som ‘publisher’ hos dem og får derefter adgang til at ansøge om disse programmer. De enkelte webshops kan være mere eller mindre kræsne, det er altså ikke nogen garanti at du får adgang til alle programmerne, blot fordi du melder dig til.

Partnerads, Tradedoubler, Zanox osv er så mellemledet, der giver dig et elektronisk værktøj, du kan hente dine links og bannere i samt sørger for, at du får dine penge.

Sådan gør du:

1. Vælg dine affiliate programmer
Affiliate marketing giver kun mening, hvis du i forvejen skriver om produkterne. Ellers vil dine læsere højest sandsynligt blot rynke på næsen af det. Det skal falde naturligt ind i dit indhold og helst efter min mening være links, som du ellers ville lægge på din blog og på denne måde nu blot får et udbytte af. Kig affiliateprogrammerne grundigt igennem og find de produkter og webshops, du i forvejen skriver om og linker til. Hvis du aldrig skriver om nogen, skal du nok ikke bruge affiliate marketing.

Hvis du har en lille blog med få læsere, som er ved at starte op, er det ikke sikkert, at det kan betale sig at kaste sig ud i alt for mange programmer. Fokusér på et enkelt, som har en masse webshops, der passer til dig. De fleste af de engelske affiliate partnere udbetaler først, når du har tjent 100 britiske pund, og hvis du er en lille blog, kan det tage noget tid. På den anden side er der ingen risiko i at eksperimentere. Jeg har et par affiliateprogrammer rundt om, som jeg  blot har brugt et par gange for længe siden og kun har små beløb stående på.

2. Opret en konto og bekræft din hjemmeside
For at komme i gang skal du selvfølgelig oprette en konto hos den affiliate partner, du har valgt. Når du har gjort det, skal du oprette din hjemmeside under din konto og derefter bekræfte den. Det betyder som oftest, at du skal indsætte en kode et sted på din blog for at dokumentere, at du rent faktisk er ejer af den.

3. Ansøg om optagelse i programmerne
Ansøg om godkendelse hos de webshops, der er relevante for din blog. De fleste er gode til behandle ansøgningerne den første hverdag, nogle enkelte kan man vente overraskende længe på.

4. Skriv og link
Skriv nogle gode indlæg og link. Når du er meldt til og godkendt af det enkelte program, så har du adgang til et værktøj online, hvor der er særlige links, bannere eller adgang til at lave dybe links til enkelte produkter. Det foregår alt sammen på de ovennævnte hjemmesider. Links og banner sætter du ind på din blog, og så kan de via de særligt kodede links måle, hvor mange salg du har genereret. Det salg får du en procentdel af, typisk mellem 5-8 procent men det kan variere meget.

Det virker IKKE, hvis du blot lægger et almindeligt link ind. Affiliate programmerne virker kun med disse særlige trackingkoder, som man skal generere via hjemmesiderne.

5. Overhold Markedsføringsloven
Affiliate marketing er som al anden markedsføring omfattet af Markedsføringsloven, og det betyder, at du skal oplyse om det i dine tekster, når du bruger affiliate links. På samme måde som når du har sponsoreret indhold/tekstreklame. Loven siger ikke noget om, hvilken formulering du skal bruge, det skal blot være tydeligt for læseren, at du har en økonomisk interesse.

Der findes blogs, der er bygget op alene omkring affiliate indhold og kun har til formål at generere trafik til affiliateprogrammer. For jer, der har en eksisterende blog og en dyrebar troværdighed at bygge på, er det vigtigt efter min mening at integrere affiliate links så naturligt i bloggen som muligt og at huske på, at det tager meget lang tid at bygge troværdighed op, men man kan lynhurtigt sætte den over styr.

Selvom et enkelt link ikke umiddelbart giver ret meget salg, så handler affiliate marketing virkelig om mange små bække, der bliver til en stor å. For de fleste programmer husker linket i en måned eller lignende tidsrum, og jeres lead virker altså i en måned. Det vil sige, at selvom I måske ikke opretter jer lige nu på Tradedoubler, som jeg har linket til tidligere, så husker Tradedoubler linket en måned endnu. Så hvis I opretter jer næste uge, så får jeg stadig mine 10 kroner i kommission af Tradedoubler.

God arbejdslyst! Jeg vil skrive mere i et senere indlæg om gode råd til at skrive indlæg med affiliate links i.

Dette indlæg indeholder affiliate links 😉