At holde på blog-læserne i sommervarmen

Kom i gang med at tjene penge på affiliate programmer

Affiliate programmer er i dag en af min egne vigtigste indtægtskilder. Det kræver en vis volumen af både læsere og indhold at tjene penge gennem affiliate links, men jo før du kommer i gang med det, jo før kan du tjene penge på det. Og alle kan gå i gang med affiliate marketing, uanset blogstørrelse eller tekniske evner.

Hvad er et affiliate link?
Et affiliate link er et link fra din blog til en webshop, hvor et affiliate program sporer salg og betaler dig en bestemt procentdel af de salg, du genererer. Hovedparten af affiliate programmer er åbne for alle, nogle enkelte mere eksklusive webbutikker er by invitation only. Det er selvfølgelig langt fra alle webbutikker, der har affiliateprogrammer, men stadig flere kommer på.

Sådan virker det
Affiliate programmerne er samlet hos en række firmaer som for eksempel:

Hvert af disse firmaer (og en masse andre derude) har en lang række advertisers/webshops, som tilbyder en kommission for de salgs, du genererer via dine links. Du opretter dig som ‘publisher’ hos dem og får derefter adgang til at ansøge om disse programmer. De enkelte webshops kan være mere eller mindre kræsne, det er altså ikke nogen garanti at du får adgang til alle programmerne, blot fordi du melder dig til.

Partnerads, Tradedoubler, Zanox osv er så mellemledet, der giver dig et elektronisk værktøj, du kan hente dine links og bannere i samt sørger for, at du får dine penge.

Sådan gør du:

1. Vælg dine affiliate programmer
Affiliate marketing giver kun mening, hvis du i forvejen skriver om produkterne. Ellers vil dine læsere højest sandsynligt blot rynke på næsen af det. Det skal falde naturligt ind i dit indhold og helst efter min mening være links, som du ellers ville lægge på din blog og på denne måde nu blot får et udbytte af. Kig affiliateprogrammerne grundigt igennem og find de produkter og webshops, du i forvejen skriver om og linker til. Hvis du aldrig skriver om nogen, skal du nok ikke bruge affiliate marketing.

Hvis du har en lille blog med få læsere, som er ved at starte op, er det ikke sikkert, at det kan betale sig at kaste sig ud i alt for mange programmer. Fokusér på et enkelt, som har en masse webshops, der passer til dig. De fleste af de engelske affiliate partnere udbetaler først, når du har tjent 100 britiske pund, og hvis du er en lille blog, kan det tage noget tid. På den anden side er der ingen risiko i at eksperimentere. Jeg har et par affiliateprogrammer rundt om, som jeg  blot har brugt et par gange for længe siden og kun har små beløb stående på.

2. Opret en konto og bekræft din hjemmeside
For at komme i gang skal du selvfølgelig oprette en konto hos den affiliate partner, du har valgt. Når du har gjort det, skal du oprette din hjemmeside under din konto og derefter bekræfte den. Det betyder som oftest, at du skal indsætte en kode et sted på din blog for at dokumentere, at du rent faktisk er ejer af den.

3. Ansøg om optagelse i programmerne
Ansøg om godkendelse hos de webshops, der er relevante for din blog. De fleste er gode til behandle ansøgningerne den første hverdag, nogle enkelte kan man vente overraskende længe på.

4. Skriv og link
Skriv nogle gode indlæg og link. Når du er meldt til og godkendt af det enkelte program, så har du adgang til et værktøj online, hvor der er særlige links, bannere eller adgang til at lave dybe links til enkelte produkter. Det foregår alt sammen på de ovennævnte hjemmesider. Links og banner sætter du ind på din blog, og så kan de via de særligt kodede links måle, hvor mange salg du har genereret. Det salg får du en procentdel af, typisk mellem 5-8 procent men det kan variere meget.

Det virker IKKE, hvis du blot lægger et almindeligt link ind. Affiliate programmerne virker kun med disse særlige trackingkoder, som man skal generere via hjemmesiderne.

5. Overhold Markedsføringsloven
Affiliate marketing er som al anden markedsføring omfattet af Markedsføringsloven, og det betyder, at du skal oplyse om det i dine tekster, når du bruger affiliate links. På samme måde som når du har sponsoreret indhold/tekstreklame. Loven siger ikke noget om, hvilken formulering du skal bruge, det skal blot være tydeligt for læseren, at du har en økonomisk interesse.

Der findes blogs, der er bygget op alene omkring affiliate indhold og kun har til formål at generere trafik til affiliateprogrammer. For jer, der har en eksisterende blog og en dyrebar troværdighed at bygge på, er det vigtigt efter min mening at integrere affiliate links så naturligt i bloggen som muligt og at huske på, at det tager meget lang tid at bygge troværdighed op, men man kan lynhurtigt sætte den over styr.

Selvom et enkelt link ikke umiddelbart giver ret meget salg, så handler affiliate marketing virkelig om mange små bække, der bliver til en stor å. For de fleste programmer husker linket i en måned eller lignende tidsrum, og jeres lead virker altså i en måned. Det vil sige, at selvom I måske ikke opretter jer lige nu på Tradedoubler, som jeg har linket til tidligere, så husker Tradedoubler linket en måned endnu. Så hvis I opretter jer næste uge, så får jeg stadig mine 10 kroner i kommission af Tradedoubler.

God arbejdslyst! Jeg vil skrive mere i et senere indlæg om gode råd til at skrive indlæg med affiliate links i.

Dette indlæg indeholder affiliate links 😉

   

6 kommentarer

  • Anne-Li

    Hej Katja.

    Først og fremmest vil jeg lige sige tusind tak for din skønne og informative blog. Sådan en har jeg godt nok ledt længe efter! 🙂

    Dernæst har jeg lige et spørgsmål, som jeg håber, du både kan og vil hjælpe mig med at svare på: Jeg arbejder i wordpress hos Bloggersdelight og vil gerne blandt andet gerne oprette mig hos tradedoubler. Når jeg så skal verificere min hjemmeside, kan jeg enten sætte en kode ind ( ) eller oprette et indlæg med en særlig URL. Jeg synes dog ikke, det lader til, at nogle af de muligheder findes hos bloggersdelight, og jeg er efterhånden lidt frustreret. Jeg er vant til at arbejde i blogger, hvor det ikke er noget problem med koderne, men har jeg overhovedet adgang til en decideret kodeside som plusblogger hos bloggersdelight?

    Jeg ved ikke, om det på nogen måde er muligt at forstå, hvad jeg mener, men jeg håber, du kan hjælpe mig 🙂

    KH Anne-Li

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kære Anne-Li
      Nej, det har du ikke. Det har jeg ikke engang til Pudderdåserne. Jeg ved præcis, hvad dit problem er, ogu er nødt til at tale med support. Det skal være en med administratorrettigheder, der gør det.
      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne-Li

      Tusind tak for svar 🙂 Jeg må hive fat i dem så!
      KH Anne-Li

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hejsa

      Jeg har haft samme problem med min bloggersdelight blog. Skrev til support, men de kan (læs: vil) ikke hjælpe når det drejer sig om affiliate. Øv bøv.
      Må se om jeg kan finde en anden løsning. Vil evt. prøve at skrive til Tradedoubler.

      Kh. Anne P.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Katja,

    Tak for linket til AffiliateDM. Jeg er slet ikke uenig i din konklusion om, at det gerne skal være så naturligt som muligt – det er, på langt sigt, den vej, der virker bedst.

    I det hele taget spændende side, du har, jeg ikke var bekendt med i forvejen. 🙂

    Med venlig hilsen.
    Halfdan

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Halfdan

      Al respekt for det, I prøver med AffiliateDM. Det er sjovt, og jeg kan sagtens se pointen i det.

      Tak for rosen 🙂

      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At holde på blog-læserne i sommervarmen