Der har bredt sig en udbredt misforståelse på de danske blogs om, at lige så snart en blogger har modtaget en gave eller været til et pressemøde eller en event, så skal man markere indlæg som reklame. Misforståelsen er godt hjulpet på vej af misforståede udmeldinger fra overforsigtige PR-bureauer.

NEJ – det er IKKE nødvendigvis reklame, hvis du har modtaget en gave, en presseprøve, et presseeksemplar, en goodiebag, et anmeldereksemplar, eller hvad man ellers kalder det. Hvis det var det, så kunne de skrive “reklame” med store bogstaver henover de fleste livstilsmagasiner, kultursider i aviserne mm.

Forbrugerombudsmanden skriver selv

“Som udgangspunkt er du ikke forpligtet til at markere blogindlægget som reklame, hvis virksomheden har sendt produktet i håb om, at du omtaler det.”

MEN man fortolker loven rimelig strengt – det vil sige, at der også kan være en uudtalt aftale. Er der en aftale (eksplicit eller ej) om, at du skal omtale dette produkt? I så fald er det reklame. Hvis du bare får en pakke ind ad døren, så nej – så er det ikke reklame.

“Hvis virksomheden sender et produkt i gave til dig i håb om, at du omtaler produktet, så er udgangspunktet, at din omtale af den gave, som du har modtaget, ikke er reklame, fordi I ikke har en aftale om, at du omtaler produktet.”

MEN det øjeblik, du bekræfter overfor virksomheden at du vil omtale produktet, hvis de sender dig et produkt – så bliver det til reklame.

Læs mere her og her.

I virkeligheden kan man sige, at lige så snart du har en aftale med en virksomhed om at omtale et produkt er det reklame – hvad end der indgår en gave, penge eller det er rent gratisarbejde. Det er aftalen – hvad end den er skriftlig, mundtlig eller stiltiende – der er afgørende.

Pressemøder og events er ikke reklame
Det samme gælder, når du har været til et pressemøde. Jeg kan intet belæg finde for at det automatisk udløser at indlægget bliver til reklame. I så fald kunne det være interessant at se de avisartikler, der bliver skrevet på baggrund af statsministerens tirsdagspressemøder.

Hvis nogen har fundet et sted i Markedsføringsloven eller i Forbrugerombudsmandens vejledninger, hvor det står, så vil jeg meget gerne se det.

MEN har du været inviteret på rejse, spaophold, sprogrejse eller lignende, så er det som udgangspunkt reklame.

Er du anmelder?
Hvis du er anmelder som defineret af Forbrugerombudsmanden, så har du videre rammer. Så kan du selv kontakte virksomheder og bede om anmeldereksemplarer. Forbrugerombudsmanden skriver:

Der er dog en række krav, der skal være opfyldt, for at en anmeldelse af et produkt ikke anses som reklame:

  • Bloggen skal være en anmeldelsesblog, som kun indeholder anmeldelser inden for et afgrænset område, eller hvor anmeldelserne tydeligt er adskilt fra bloggens øvrige indhold.
  • Anmeldelserne skal være udtryk for en særlig viden eller interesse, du har for område.
  • Du modtager ikke penge fra virksomhederne for at anmelde deres produkter.
  • Du modtager kun det fra virksomheden, der er nødvendigt for, at du kan lave anmeldelsen.

Forvirrer forbrugeren mere end det gavner
Den hovedløse markeren af alle indlæg som reklame, bare fordi de indeholder et gratis produkt eller fordi du har været til et bloggerevent er i virkeligheden mere forvirrende end det er forbrugeroplysning. Hvis alle indlæg til sidst er markeret som sponsoreret eller reklame, så kan ingen til sidst gennemskue, hvilke indlæg der reelt er reklame – altså dem der er betalt eller hvor der reelt ligger en aftale bag. Til sidst bliver det bare uigennemskuelig støj.

Hvis du har lyst til at fortælle din læser, at du har modtaget et gratis produkt eller anmeldereksemplar, så bare skriv det. Men reklame er det ikke.