Den nye markedsføringslov har skabt panik-agtige tilstande blandt bloggere og PR-bureauer. For hvis man skal tage de offentlige udmeldinger fra forbrugerombudsmandens kontor for pålydende, så vil det fremover være stort set umuligt at skrive om livsstil, mode eller skønhed på den måde, som de fleste medier gør i dag.

Meldingerne fra Forbrugerombudsmanden har været at alle gaver skal fremover markeres som reklame. Punktum. Det har jo stået i Berlingske. Men er det ikke rimeligt at markere et gratis produkt som en reklame?

For at forstå problemets kerne, så skal man forstå, hvordan man bedriver livsstiljournalistik i Danmark. Og meget tyder på, at forbrugerombudsmandens kontor ikke ved det.

Jeg er selv skønhedsblogger på Pudderdåserne, hvor vi laver kritisk skønhedsjournalistik. Der er mange måder at få en idé til en historie på, men som regel kommer de fra et problem, vi selv oplever, fra læserspørgsmål eller fra en trend, vi opfanger. Lad os for eksemplets skyld sige vi beslutter os for at teste rensebørster til ansigtet, fordi vi får mange spørgsmål fra vores læsere om det. Derpå begynder vi at indsamle rensebørster fra de forskellige mærker. Nogle har vi måske allerede liggende. Disse har vi fra et tidligere pressemøde, har selv købt eller hvad ved jeg. Efter 7 år som skønhedsblogger får man et ret omfattende lager af den slags. Derpå kontakter vi producenter og PR-bureauer for at få anmeldereksemplarer tilsendt af dem, som vi gerne vil have med i testen, og som vi ikke allerede har. I nogle tilfælde er vi også nødt til selv at købe eksemplarer. Derpå skriver vi en efter vores bedste evne kritisk og seriøs test af alle rensebørsterne og giver vores ærlige mening.

Hvis vi skal tage Forbrugerombudsmandens ord i Berlingske for pålydende, så skal vi altså til at kalde dette indlæg for reklame. Vi har jo fået nogle af produkterne gratis. Vi har endda selv taget kontakt for at få udleveret produkterne.

Modemagasiner, modebloggere og livsstilmagasiner arbejder på en lignende måde om deres indhold. De planlægger deres indhold og kontakter derefter PR-bureauer og producenter for at skaffe produkter til fotoserier, test, artikler mm.

Hvis et modemagasin skulle markere alle indlæg som “reklame” hvori der optrådte et gratis produkt, så kunne de skrive “reklame” med store bogstaver henover hele bladet.

Skal vi så som bloggere til at gøre det samme? Skal en boganmeldelse fremover markeres som “reklame” fordi bogen har været et gratis anmeldereksemplar? Skal enhver modereportage markeres som reklame, fordi produkterne er udlånt?

Tanken er naturligvis absurd.

Problemet er, at Forbrugerombudsmanden ikke forstår dette. Hver gang opmærksomheden er blevet henledt på problemet, så affejer de det med, at man da også bare må bruge sin sunde fornuft eller med en passus i deres vejledning om at “test-blogs” er undtaget. (Hvad pokker er en testblog?)

I dag i Journalisten går det det helt galt. Pludselig optræder der noget med en “vis værdi” og en “sund fornuft”. Hvad pokker er en vis værdi? Betyder det, at hvis det er en læbestift er det ok? Og hvis det er en Louis Vuitton-taske, er det ikke ok?

Lovteksten er egentlig ikke synderligt forvirrende.

§ 6. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Stk. 4. En erhvervsdrivende skal klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame.

Og:

Bilag 1 Specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive:
11) Der anvendes redaktionelt indhold i medierne til at promovere produktet, hvor en erhvervsdrivende har betalt for en sådan reklame, uden at dette fremgår tydeligt af indholdet eller af billeder eller lyd, som tydeligt kan identificeres af forbrugeren.

Det er svært at være uenig i. Det forvirrende er alene udmeldingerne fra Forbrugerombudsmandens kontor, der ofte bærer præg af en manglende indsigt i de arbejdsmetoder, bloggere og andre livsstilsmedier arbejder med.

Anmeldereksemplarer er en nødvendighed, ikke en luksus
Nej, selvfølgelig må man ikke lave et indlæg til gengæld for en gratis designertaske uden at fortælle sine læsere det. Det ved enhver professionel blogger med respekt for sig selv. Og tjener man penge på et indlæg, så skal det oplyses. Det ved vi godt.

Men når Forbrugerombudsmanden taler om gaver, sund fornuft og “en vis værdi”, så overser de fuldkommen alle de professionelle bloggere, der arbejder seriøst med deres stofområder, og som er afhængige af anmeldereksemplarer for at kunne passe deres job. Vi er faktisk ikke bare unge piger, der er til salg for gratis produkter. Mange af os prøver blot at passe vores stofområde så godt som muligt.

En bilanmelder har ikke en chance for at skrive om biler uden at bilfirmaerne stiller biler til rådighed i perioder for vedkommende. Ellers bliver det en ret dyr blog at drive… Topgear og Bilmagasinet køber heller ikke de biler selv, som de viser frem for deres læsere og seere.

En modeblogger har ikke en chance for at drive en interessant blog uden at designerne stiller tøj til rådighed for ham/hende. På samme måde som et modemagasin heller ikke køber tøjet selv, som de bruger i deres modereportager.

En boganmelder modtager gratis anmeldereksemplarer, når de skal anmelde en ny bog, hvad end det er til Weekendavisen eller til en bogblog.

Og en skønhedsblogger er afhængig af anmeldereksemplarer for at kunne skrive en interessant skønhedsblog på samme måde som en skønhedsredaktør på et dameblad er.

Og derfor er det absurd med påstande som “alle gaver skal markeres som reklame”. I det hele taget er det at tale om gaver en nedgradering af professionalismen.

For ja, der findes masser af gaver og gratis fornøjelser, når man er blogger og journalist. Det er vist det, der hedder PR og lobbyisme. Der er gratis rejser, middage og alt muligt andet, der skal smøre de vigtigste personer. Men der er ikke mere af den slags hos bloggere end hos alle mulige andre medier, journalister, beslutningstagere og kendisser. Og i sidste ende er det ikke noget, man kan lovgive sig ud af, men heldigvis er de fleste læsere meget dygtige til at gennemskue om deres bloggere er troværdige eller ej. For troværdigheden er netop det, som bloggerne har. Det er vores vigtigste styrke.

Lige så brugbar som cookie-advarsler
Og hvis der fremover skal stå en disclaimer på hvert eneste blogindlæg hvor der står “Reklame – dette indlæg indeholder gratis anmeldereksemplarer og en gratis middag og er derfor reklame jf. markedsføringsloven”, så giver det lige så meget mening som forbrugeroplysning som det samtykke til cookies, som driver os alle til vanvid, hver gang vi går ind på en ny hjemmeside.

At ende op med at skulle markere alle indlæg som reklame (flere bloggere gør faktisk det i dag af ren angst for Forbrugerombudsmanden) skader dog i sidste ende forbrugeren mest. For på den måde har vi ikke længere nogen måde at markere det, der rent faktisk er god gammeldags betalt reklame. Og så er vi jo lige vidt.