Læserspørgsmål: Må man redigere i kommentarer?

Hej Katja

Jeg er for nylig faldet over din blog “Building blogs” som er en fantastisk “håndbog” at have med i rygsækken.

Jeg oplever i øjeblikket at en del læsere primært benytter mit kommentarspor til at reklamere, og det ville jeg egentlig gerne undgå.
Da det system jeg arbejder i tillader mig at rette i kommentarerne har jeg ind til nu fjernet linket fra kommentarerne og efterfølgende selv skrevet en kommentar med ordlyden

“Jeg har fjernet dit link. Mit blog er ikke en reklamesøjle. Hvis du ønsker at linke direkte til din giveaway er du altid velkommen til at gøre det i boksen “hjemmeside””.

.. men må jeg egentlig det, såfremt jeg gør opmærksom på det, og det er nedskrevet i sidens etik?

På forhånd tak.

Mvh.
Betina.

Kære Betina

Tusind tak for de pæne ord og din mail. Der eksisterer mig bekendt ingen generelle regler for, hvordan man redigerer i læseres og brugeres kommentarer, så du må i princippet gøre, hvad du vil.

Min egen holdning er, at man aldrig retter i andres kommentarer, da de er skrevet i en anden persons navn. Hvis man ikke ønsker dem på sin side, er man i sin gode ret til at slette dem, men det er “behold eller slet”, valget står i mellem.

Problemet med links med reklamer for eget indhold i kommentarfeltet kender jeg alt for godt fra primært Pudderdåserne. Den slags kommentarer bliver ofte taget af spamfilteret (Akismet) på grund af mængden af links, og vores spamfilter er så fyldt nu, at vi ikke længere har mulighed for at tømme det manuelt. Det har selvfølgelig løst problemet lidt af sig selv. De kommentarer forsvinder bare, som det de reelt er – nemlig spam.

Vi har faktisk også i perioder gjort som du gør – nemlig redigeret et link ud af kommentaren.

Men udover det, så mener jeg, at man aldrig må redigere i andres kommentar – ikke engang fjerne en stavefejl. Jeg har hørt om bloggere, som begyndte at redigere i upassende kommentarer, og det er blot uprofessionelt og upassende.

Man kan vurdere om den skal slettes. Det er den magt man har som blogejer, at vælge at slette en kommentar i stedet for at udgive den. Men hvis det alene handler om at fjerne et link, så mener jeg det er i orden, men det er kun min personlige mening. Jeg er dog blevet hårdere med tiden og sletter mere og mere. Jeg gider ikke have spam på min side, og spam antager efterhånden mange former – ikke kun af dårligt oversatte kinesiske robotter.

Nedskriv retningslinjer
Derudover synes jeg, du har gjort det helt rigtige ved at nedskrive de retningslinjer. Vi har også gjort det her. De er altid gode at have i baghånden i tvivlstilfælde – ikke mindst overfor en selv.

Men i tilfælde som disse, hvor der er tale om spam-lignende kommentarer, der er man altid i sin gode ret til at slette dem – retningslinjer eller ej.

Hvornår har du sidst opdateret din “om mig”-side?

Nu hvor sommerferien nærmer sig, og vi alle har lidt bedre tid til at komme til bunds i bunkerne, så vil jeg gerne opfordre alle til lige nu og  med det samme at tage et kig på deres “om mig”- side (eller hvad den nu hedder – vi har den alle) og se godt efter, om informationerne stadig passer.

Når du nu har konstateret, om den side sælger dig bedst muligt, så synes jeg, du skal gå ind på Analytics (som du selvfølgelig bruger til at holde øje med dine læsertal), og se hvor mange der hver måned læser den side. Her på Buildingblogs ligger min egen Om Katja side på en skræmmende 13. plads over mest læste indhold, og det er måned efter måned efter måned… Det burde give dig motivation nok til at gøre, som jeg siger.

Hvad der skal stå på din “about”-side afhænger helt og holdent af dig, din blog, målgruppen og formålet med din blog. Det vigtigste er, at den præsenterer dig fra din bedste side. Og blogland svømmer over af forældede eller endda tomme præsentationssider, som får din blog til at fremstå uopdateret og useriøs.

Hvornår har du sidst opdateret din “om mig”-side?

Tak til Problogger.net for at minde mig om at skrive dette indlæg

 

Anette Kristine Poulsen: Bloggere må både anbefale og fraråde

Anette Kristine Poulsen

Den ny kosmetikforordning, der er på vej, stiller nye og velkomne krav til producenterne om at skrue ned for markedsføring på alt det, som produkterne IKKE indeholder. Det har skabt misforståelser, om det så også betyder, at bloggere heller ikke må skrive om det?Min skønhedsblogger- og journalistkollega Anette Kristine Poulsen har skrevet et gæsteindlæg til os om det. Til hverdag kan du få del i hendes store viden om skønhed på Beautyspace.dk

Du må som blogger både anbefale og fraråde. Det er nærmest, hvad dine læsere forventer af dig. Men måske spekulerer du på, om det kan give problemer i forhold til markedsføringsloven, eller om du eksempelvis som skønhedsblogger kan komme i klemme i den nye kosmetikforordning.

Det korte svar er nej. Slet ikke. En blogger skal naturligvis overholde injurielovgivningen men er ellers at betragte som en kommentator og/eller inspirator. Af og til endda en meningsdannende af slagsen.

Ordet blog er som du sikkert ved en sammentrækning af weblog ? altså en dagbog på nettet. Professionelle blogs inkl. min egen er dog ikke privat men personlig. Læserne vil forvente at få min mening ? og det at sige tingene som de er, giver som regel troværdighed. Og læsere. Dog sniger den universelle lov om sandhed sig ind her, fordi en anbefaling jo er afsenderens sandhed.

Som blogger er du altså i din fulde ret til at uddele anbefalinger. Og det modsatte. Både når det gælder produkter og specifikke ingredienser. Eksempelvis kan jeg fint på Beautyspace.dk anbefale mine læsere at holde positivt øje med protein i shampoo eller fraråde for store mængder silikone, parfume eller hvad det nu måtte være.

Og her dukker spørgsmålet så op: For går det med at fraråde en ingrediens så i clinch med den nye kosmetikforordning, der stiller strikse nye krav til producenter og bl.a. medfører en kærkommen henstilling til at skrue ned for blusset, når det gælder markedsføring med ?uden dit, dat eller dut?? Igen er svaret nej. Allerede for et par år siden bragte vi i Børsen en artikel om inflationen, der var gået i alle de negative anprisninger, fordi man ofte som kunde måtte stå tilbage med et rungende ?jamen-hvad-Søren-er-der-mon-så-i?? At man som producent skal slå på sin plusliste giver god mening ? og alligevel er det en kompleks sag, fordi man som kunde kan have brug for at afkode hurtigt, om noget er uden eksempelvis farvestoffer, parfume eller andet. Også selvom det ?andet? er fuldt lovligt. Lidt nørdet så handler artikel 20 i den nye kosmetikforordning om, at der senest den 11. juli 2016 skal findes et fælles fodslag blandt producenter med hensyn til disse hastigt voksende ?free of? claims.

Som blogger/kommentator/anmelder er situationen en helt anden. Her er det din mening, læserne vil have. Et eksempel fra min verden: køber du en ansigtscreme med indhold af eksempelvis niacinamid (B3-vitamin) er det vigtigt for mig at tippe dig positivt om, at du skal sikre, at der minimum er to procent i. Et andet eksempel: mineralske olier er fuldt lovlige, men jeg har retten til at fraråde dem, hvis jeg synes, de er for billigt sluppet eller ikke er den mest hudforbedrende løsning, du kan få til din hud. Helt det samme princip som en madblogger, der eksempelvis skriver om minussiderne ved fuldt lovlige lightprodukter eller fraråder salt og sukker (og dem er der trods alt en del af).

Og hvad gælder markedsføringslovgivningen, som jeg er blevet hjernevasket i på Handelshøjskolens HD-studie, så gælder den for alle blogs. En læser skal kunne skelne mellem reklame og bloggerens pen ? og dermed få beskyttelse mod skjult reklame.

Men igen, så har det intet at gøre med en bloggers rettighed til at anbefale sine læsere om de skal gå til højre eller venstre.

Sådan bruger du how-to indlæg og guides til at booste din trafik

Som jeg tidligere har skrevet, er et af de vigtigste kendetegn ved blogs med høje læsertal, at de løser et konkret problem for deres læsere.

Det er der flere årsager til. For det første sikrer du dig læsere, der kommer igen og igen – fordi du giver dem et indhold, de har brug for (content is king!).

Hvis vi ser ned over forsiden på Bloglovin’, hvor vi kan se, hvilke indlæg der er mest populære netop nu, så er det – udover de evindelige konkurrencer hvor man skal like indlægget for at være med, opskrifter, sundhed og madindlæg, der har overtaget Bloglovin’, der tidligere var modebloggernes domæne.

Modebloggernes mest læste indlæg er typisk DIY, guides og “sådan gør du”-indlæg. Madbloggerne skaber en konkret værdi for deres læsere ved at være stedet, man går hen, for at se, hvordan det nu lige er, at man laver den der hjemmelavede bearnaisesovs fra bunden.

Læserne bliver tiltrukket som fluer til et fluepapir af indlæg, de kan bruge til noget i deres hverdag. Som giver dem en konkret værdi i deres dagligdag.

Google kan godt lide det
Det handler også om ganske simpel søgemaskineoptimering. Tænk over, hvad dine læsere vil søge efter indenfor dit stofområde, når de sidder foran skærmen og har et problem, de søger efter på Google. Det er det, du skal skrive om.

Sådan gør du

  • At skrive den gode guide eller how-to post kommer selvfølgelig helt an på, hvilket emne du skriver om: Mad, IT, sociale medier, mode, håndarbejde. Men de kan skrives indenfor stort set alle områder.
  • Tag udgangspunkt i et relevant problem – det kan være et du selv oplever, dine venner, dine læsere skriver til dig om eller som du generelt oplever er en trend.
  • Brug tal og punktopstilling, hvis det er relevant. Det letter læsningen og tiltrækker øjet.
  • Tag rollen som ekspert eller coach på dig – det her er din chance for at vise, at du har en særlig viden indenfor dette område.
  • Sæt dig ind i læserens forudsætninger – sørg for at have alle relevante oplysninger med, men lad være med at fortabe dig i ligegyldige detaljer. Tænk på dit indlæg som den gode brugsvejledning.

Overskriften
Den gode overskrift indeholder præcise oplysninger om, hvad dine læsere kan læse i indlægget. Både af hensyn til læserne og af hensyn til Google.

Derudover så skal du tilføje noget, der viser, at her finder du en komplet guide. Det kan for eksempel være bygget over:

  • 10 skridt til…
  • 5 ting du skal….
  • Sådan gør du…
  • Guide:…
  • DIY:…
  • How-to:…

Kunsten at lave guides ud af ingenting
Skønhedsbloggen The Beauty Department har altid ekselleret i i kunsten at lave how-to indlæg med trin-for-trin vejledninger ud af stort set ingenting. Dette indlæg indeholder for eksempel reelt kun et simpelt (men udemærket) råd: “brug en primer eller cremeøjenskygge under din øjenmakeup for at få den til at holde længere”. Men ved hjælp af en fancy billedkollage og lidt sproglige fiks-fakserier, så er det blevet til en tutorial, der kommer til tops på for eksempel Bloglovin’.

Skriv langt, blogger

Tekster på nettet skal være korte. Det har mange af os lært, hvis vi har beskæftiget os med webformidling. Men det er i mine – og mange andres – øjne en af de største skrøner, der findes på nettet. Bloggere må meget gerne skrive langt. Skriv også gerne kort – men der er ingen grund til ikke at skrive langt, hvis det passer til dit indhold.

Læser længere online end offline
I modsætning til, hvad mange tror, så er vi faktisk villige til at læse ret lange tekster på nettet. De tidligste Eye Tracking undersøgelser viste, at det ikke var noget særlig stort problem for læseren at skulle scrolle ned af siden – i modsætning til, hvad mange hidtil havde troet. i 2007 viste nyere Eye Tracking undersøgelse, at den gennemsnitlige tabloidavis-læser læser 57 procent af en tekst, en dagbladsavislæser læser 62 procent af en tekst, mens vi på nettet læser 77 procent af en tekst. Vi er faktisk villige til at læse længere på nettet end i aviser.

Dertil har vi som bloggere den kæmpe fordel, at vi har al plads i verden til rådighed. Vi er ikke begrænset af antal billeder og spaltemillimeter. I WordPress kan du skrive så lange indlæg, som det passer dig. Eller korte, hvis det er det, du vil.

Hvis dit indhold er interessant nok, så bliver det læst – uafhængigt af længden. Der er også grænser for, hvor lidt plads man kan bruge på fx. en guide til flambering.

    Newer posts