Nej, gaver skal IKKE altid markeres som reklame på blogs, instagram, facebook og andre sociale medier

Der har bredt sig en udbredt misforståelse på de danske blogs om, at lige så snart en blogger har modtaget en gave eller været til et pressemøde eller en event, så skal man markere indlæg som reklame. Misforståelsen er godt hjulpet på vej af misforståede udmeldinger fra overforsigtige PR-bureauer.

NEJ – det er IKKE nødvendigvis reklame, hvis du har modtaget en gave, en presseprøve, et presseeksemplar, en goodiebag, et anmeldereksemplar, eller hvad man ellers kalder det. Hvis det var det, så kunne de skrive “reklame” med store bogstaver henover de fleste livstilsmagasiner, kultursider i aviserne mm.

Forbrugerombudsmanden skriver selv

“Som udgangspunkt er du ikke forpligtet til at markere blogindlægget som reklame, hvis virksomheden har sendt produktet i håb om, at du omtaler det.”

MEN man fortolker loven rimelig strengt – det vil sige, at der også kan være en uudtalt aftale. Er der en aftale (eksplicit eller ej) om, at du skal omtale dette produkt? I så fald er det reklame. Hvis du bare får en pakke ind ad døren, så nej – så er det ikke reklame.

“Hvis virksomheden sender et produkt i gave til dig i håb om, at du omtaler produktet, så er udgangspunktet, at din omtale af den gave, som du har modtaget, ikke er reklame, fordi I ikke har en aftale om, at du omtaler produktet.”

MEN det øjeblik, du bekræfter overfor virksomheden at du vil omtale produktet, hvis de sender dig et produkt – så bliver det til reklame.

Læs mere her og her.

I virkeligheden kan man sige, at lige så snart du har en aftale med en virksomhed om at omtale et produkt er det reklame – hvad end der indgår en gave, penge eller det er rent gratisarbejde. Det er aftalen – hvad end den er skriftlig, mundtlig eller stiltiende – der er afgørende.

Pressemøder og events er ikke reklame
Det samme gælder, når du har været til et pressemøde. Jeg kan intet belæg finde for at det automatisk udløser at indlægget bliver til reklame. I så fald kunne det være interessant at se de avisartikler, der bliver skrevet på baggrund af statsministerens tirsdagspressemøder.

Hvis nogen har fundet et sted i Markedsføringsloven eller i Forbrugerombudsmandens vejledninger, hvor det står, så vil jeg meget gerne se det.

MEN har du været inviteret på rejse, spaophold, sprogrejse eller lignende, så er det som udgangspunkt reklame.

Er du anmelder?
Hvis du er anmelder som defineret af Forbrugerombudsmanden, så har du videre rammer. Så kan du selv kontakte virksomheder og bede om anmeldereksemplarer. Forbrugerombudsmanden skriver:

Der er dog en række krav, der skal være opfyldt, for at en anmeldelse af et produkt ikke anses som reklame:

  • Bloggen skal være en anmeldelsesblog, som kun indeholder anmeldelser inden for et afgrænset område, eller hvor anmeldelserne tydeligt er adskilt fra bloggens øvrige indhold.
  • Anmeldelserne skal være udtryk for en særlig viden eller interesse, du har for område.
  • Du modtager ikke penge fra virksomhederne for at anmelde deres produkter.
  • Du modtager kun det fra virksomheden, der er nødvendigt for, at du kan lave anmeldelsen.

Forvirrer forbrugeren mere end det gavner
Den hovedløse markeren af alle indlæg som reklame, bare fordi de indeholder et gratis produkt eller fordi du har været til et bloggerevent er i virkeligheden mere forvirrende end det er forbrugeroplysning. Hvis alle indlæg til sidst er markeret som sponsoreret eller reklame, så kan ingen til sidst gennemskue, hvilke indlæg der reelt er reklame – altså dem der er betalt eller hvor der reelt ligger en aftale bag. Til sidst bliver det bare uigennemskuelig støj.

Hvis du har lyst til at fortælle din læser, at du har modtaget et gratis produkt eller anmeldereksemplar, så bare skriv det. Men reklame er det ikke.

Min guide til skat af gaver for bloggere

Det har været rigtig svært for mig at skrive dette indlæg, og det har været enormt længe undervejs. Fordi jeg ikke selv føler, jeg har den skattemæssige ekspertise til at rådgive om skat. Jeg har derfor forsøgt mig med at få nogle kloge hoveder til at udtale sig, men det vil de sjovt nok ikke. Fordi dette ER en gråzone.

På den anden side oplever jeg, at bloggerne i den grad mangler hjælp til dette emne. Og hvis man ringer til SKAT, får man typisk en medarbejder i røret, der ikke engang ved, hvad en blog er for noget. Ikke engang min egen revisor tør udtale sig skråsikkert om det.

Derfor lægger jeg nu alligevel hovedet på bloggen og forsøger mig med min egen version af emnet “gaver og skat” for bloggere. Min viden er baseret på egne erfaringer og samtaler med kloge folk, der ikke vil citeres her. Så tag det for hvad det er: Et godt råd blogger til blogger. Jeg er IKKE ekspert i skat og virksomhedsøkonomi. Tværtimod.

Få et bindende svar fra SKAT
Hvis du vil være på den sikre side i tvivlsspørgmål – også om andre emner – der kan få større økonomisk betydning for dig, så kan det godt betale sig at bede om et skriftligt bindende svar fra SKAT for 400 kroner.

Du skal altid betale skat af gaver som du får for en ydelse
Hvis du får en gave som blogger, journalist, foredragsholder eller lige gyldigt, hvad du ellers arbejder med, så er den skattepligtig. Punktum. Ingen undtagelser.

Hvis du får en gave til gengæld for et stykke arbejde, skal du beskattes af den. Hvis du får et gavekort eller et stykke tøj fra et firma, til gengæld for at blogge om dem, er det skattepligtigt. Der er ingen undtagelser. Hvis du modtager et produkt til gengæld for en eller anden form for modydelse, så skal du betale skat. (Endnu en årsag til at det aldrig kan betale sig at blogge for gratis produkter).

Hvad er en gave og hvad er et anmeldereksemplar?
Journalister med særlige stofområder modtager jo konstant produkter eller oplevelser til anmeldelse. Og der gælder præcis de samme regler for os, som for dem. Problemet er bare, at der ikke er klare vejledninger eller regler på området.

Jeg selv modtager for eksempel en konstant strøm af skønhedsprodukter, fordi jeg er på presselisterne hos alle skønhedsfirmaerne. På præcis samme måde som en skønhedsredaktør på et magasin modtager. Det samme gælder jer, der blogger om børn, livsstil, mode, mad, gadgets – hvad som helst.

Jeg skal som blogger og som alle andre beskattes af den PRIVATE værdi, de ting har for mig.

SKAT skriver selv:

?Hvis gaven er et gavekort eller en kontantgave, skal du betale skat af beløbet. Ved tingsgaver skal du kun betale skat af den værdi, gaven har for dig.

Det er udgangspunktet for alle mine efterfølgende påstande:

  • Hvis jeg modtager en produktprøve, som jeg aldrig bruger og derefter smider den ud, så skal jeg IKKE betale skat af den.
  • Hvis jeg modtager en produktprøve og kun bruger den i forbindelse med, at jeg skriver om den på bloggen, og derefter bruger jeg den aldrig igen i privat sammenhæng, så skal jeg IKKE betale skat af den.
  • Hvis jeg modtager en produktprøve, som jeg KUN bruger privat og slet ikke i forbindelse med min blog, så skal jeg beskattes af den.
  • Hvis jeg modtager en produktprøve, som jeg både bruger privat og bruger på bloggen, så skal jeg betale skat af den private andel.

Hvordan opgør man den private andel?
At finde ud af, hvor meget jeg har brugt af en blush privat, og hvor meget der er brugt professionelt, det er jo i den grad et skønsspørgsmål, som der ikke er noget konkret svar på. Se på salgsværdien af produktet og overvej, hvor mange procent du har brugt den privat ifht. bloggen og så er den den procentsats, du skal opgive til SKAT. Der er ikke noget mere præcist svar på det spørgsmål.

Hvilken værdi har gaven fra ny?
For et gavekort skal du regne med det beløb, gavekortet er på. For en ting er det købsprisen i butikken, du skal regne udfra. Indløbspriser og lignende gælder ikke i denne sammenhæng.

Skat af præmier
Mange af jer har også spurgt til, om I skal beskattes af de præmier, I laver konkurrencer om. Det er altid virksomheden bag konkurrencen, der skal sørge for skatten – ergo ikke din hovedpine. Hvis du udlodder en af dine egne ting udenom en virksomhed, bliver det noget mere mudret – så lad være med det.

Sådan opgiver du beløbet til SKAT
Det er dit eget ansvar at opgive værdien af gaver på din selvangivelse. Du må IKKE regne med, at virksomhederne gør det. Når du udfylder selvangivelsen her i løbet af foråret, så skal du skrive beløbet i rubrik 20 på din selvangivelse (hvis du er cvr-registreret er det på en anden måde).

Hvis det drejer sig om rigtig mange produkter i løbet af et år, så kan det være en god hjælp at føre et regnskab over det undervejs. Når jeg selv skal udfylde min selvangivelse, har jeg ikke en chance for at huske alle de mange, mange skønhedsprodukter, jeg har haft mellem hænderne i løbet af et år.

Vi bruger et excel-ark til den øvelse. Husk på, at det ikke er et krav på nogen måde, og SKAT vil sandsynligvis aldrig få brug for at se det. Det er alene en hjælp for os selv. Du kan se eller downloade excelarket i en tom version her til din inspiration: Pudderdaaserne modtagne varer.

Brug din sunde fornuft
Brug i almindelighed din sunde fornuft i denne sammenhæng. Loven er som den er for at undgå at jeg kan sige til et firma, at de kan give mig en taske i stedet for løn og på den måde slippe udenom at betale skat af den. Tænk over, hvilke genstande der har en reel privat værdi for dig. Dem skal du betale skat af.

Og HUSK at jeg i denne sammenhæng kun er journalist og blogger, der gerne vil dele mine private erfaringer med kolleger. Jeg er IKKE ekspert på området og kan sagtens tage fejl.

Hvordan gør I andre? Jeg håber, I vil dele jeres gode råd, erfaringer og tvivlsspørgsmål her.

 

 

Blogs bliver underkastet presseetiske regler

For en uge siden har pressenævnet behandlet sin første sag om et blogindlæg. Pressenævnet udtaler kritik af Dorte Tofts blogindlæg om Strand Consult Aps på to punkter:

1) Indlægget indeholder ukorrekte oplysninger

2) Indlægget burde være forelagt John Strand (personen der bliver angrebet i blogindlægget) inden publiceringen.

Jeg mødte for et år siden Kaare R. Skou til et arrangement om pressenævnet. Han har været medlem af Pressenævnet i 20 år, og jeg spurgte ham, hvorvidt de presseetiske regler også galdt for blogs. Han anede det ikke – det var der aldrig nogen, der havde overvejet.

Det er der i dag, og Pressenævnet sidestiller i denne afgørelse bloggere med klummer eller ledere i et traditionelt medie.

Det betyder, at Regler for God Presseskik nu også gælder for bloggere. Kender du og overholder dem?

Og så er der alligevel et men, for Pressenævnet behandler ikke sager om hvem som helst. Dem, der kan indbringes for Pressenævnet er medier med en redaktør, og man skal være tilmeldt pressenævnet. Hvilket i praksis vil sige dem, der bloggere på andre etablerede mediers hjemmesider som for eksempel dagbladenes bloggere.

Men hvis man har sin blog liggende på for eksempel Cover eller Eurowomans hjemmeside, så vil denne ikke-jurist da mene, at det samme gælder der.

Burde indeholde både angreb og svar
Hvis vi ser bort fra den del med de urigtige oplysninger, så bliver Dorte Toft kritiseret for ikke at have forelagt den person, hun angriber i sit blogindlæg, sin tekst, før hun udgiver den, og lade ham komme til orde i indlægget.

Det er et helt almindeligt princip i ethvert stykke journalistik, at begge parter i en sag skal komme til orde.

Chefredaktør Lisbeth Knudsen kalder på en revurdering af reglerne:

»Vi tager kendelsen til efterretning, men der er behov for at diskutere de journalistiske blogs. Jeg mener, at der forskel på blogs, hvor en person har en mening, og så journalistiske blogs, som er en udviklingsproces. Historien, der tager form, ved at forskellige kilder deltager i debatten, og personen, der er involveret, kan svare direkte. Det kan man ikke sammenligne med meningsblogs,« siger hun.

Denne lille blogger er enig. Min egen Pudderdåserne hænger produkter ud i negative anmeldelser i tide og utide. Hvis disse indlæg skulle tage form som traditionelle journalistiske artikler på grund af regler skabt for traditionelle massemedier i en anden tidsalder, ville vi ikke kunne eksistere. Rigtig mange af de presseetiske regler giver god mening (nej, vi skal ikke skrive noget, der ikke passer fx), men de er skabt til et helt andet form for medie.

Arbejdsprocessen på en blog er grundlæggende helt anderledes end på et massemedie. Og hvis der skal gælde regler for os, så skal de også være tilpasset vores nye medieformer.

Som Lisbeth Knudsen siger i sin kommentar til Pressenævnet:

?En forurettet person i et blogunivers vil have haft lejlighed til at komme til orde og korrigere, hvad han måtte finde anledning til, uden at det har været igennem nogen form for redaktionel proces eller forudgående bedømmelse. Det kalder på nogle andre overvejelser omkring de almindelige presseetiske regler, som ikke tager hensyn til denne særlige form for journalistik og meningsdannelse.?

Så i mellemtiden vil jeg være glad for, at jeg ikke kan indbringes for Pressenævnet, fordi jeg ikke har en redaktør og ikke er et “rigtigt medie”. For vi lader ikke dem, vi kritiserer komme til genmæle i vores indlæg med ganske få undtagelser.

Men alle jer, der blogger fra et domæne på et af de gamle mediers hjemmesider, gør nok klogt i lige at læse op lektien her.

PS. Tak til Jane for at gøre mig opmærksom på pressenævnets afgørelse, som vitterlig ikke har fået den opmærksom den fortjener.

Hvis du vil se listen over, hvem der er omfattet af Pressenævnet, kan du se den her.

Billeder og ophavsret – du skal altid spørge først

Der hersker en udbredt misforståelse om, at billeder på nettet er til mere eller mindre fri afbenyttelse. Intet kunne være længere fra sandheden.

Billeder – også på nettet – er omfattet af loven af ophavsret, og vedkommende, der har taget billedet, har alle rettigheder til sit billede. Selvom det umiddelbart virker nemt for dig at snuppe det fra nettet. Hvis du tager billeder fra internettet og andre blogs, skal du vide, at den, der har taget billedet, til enhver tid har ret til at komme efter dig med en regning – og nogen gør det.

Det er nok de færreste private, der sender et girokort, og mange bloggere og forretningsdrivende er bare glade for opmærksomheden, og at deres billeder  bliver delt.

Men du overtræder faktisk lov om ophavsret, hver gang du deler et billede på din blog uden at spørge om lov først. Og du sætter dig selv i risiko for et eventuelt sagsanlæg. Vedkommende vil have retten helt på sin side. Med mindre, der udtrykkeligt står, at du gerne må tage billedet og videreformidle det, så er alle billeder på europæiske hjemmesider omfattet af de samme regler om ophavsret, hvilket vil sige, at du skal spørge om tilladelse til at bruge dem.

Bloggere fik ørerne i ophavsret-maskinen
I blogverdenen har vi flere tilfælde af bloggere, der har fået ørene i ophavsret-maskinen.

Dengang bloggerverdenen stadig var spæd, havde neglelakbrandet OPI en meget aggresiv tilgang til bloggere, og sendte advarsler ud til alle de bloggere, der viste OPI’s egne reklamefotos af deres produkter. Temmelig dårlig PR-strategi fra OPI’s side, der da også har skiftet strategi siden da, men pointen er, at de faktisk var i deres fulde ret til det. Deres billeder – de bestemmer.

Boligbloggen Bungalow5 måtte for et par år siden fjerne nogle billeder efter en sur fotograf så sine billeder på bloggen, og Klidmoster fik en regning på 7.500 kroner for at overtræde ophavsretten efter hun havde brugt nogle billeder af en restaurant til en ikke alt for positiv anmeldelse.

Fotografen har ophavsretten til billederne
Det er vigtigt at huske på, at det er ikke brandet, modellen, virksomheden eller PR Bureaet, der har ophavsretten til billedet. Det er fotografen og kun fotografen. I tvivlstilfælde skal du derfor spørge fotografen.

Skal man så ringe til H&M, hver gang man vil vise et billede fra deres kollektion? Brug din sunde fornuft. Hvis et mærke gør deres billeder tilgængelige for dig som blogger i for eksempel et presserum online eller lignende, så er du selvfølgelig i din gode ret til at bruge dem.

Men at tage billeder fra nettet og kopiere dem over på din egen blog er at bryde lov om ophavsret. Regningen for dette er jf. Journalistforbundets vejledende takster 850 kroner pr. foto plus 100 procent oveni som godtgørelse for overtrædelsen, 100 procent oveni hvis kilden ikke er blevet krediteret, og beløbet kan bliver yderligere højere, hvis ens billeder er bragt i en “krænkende sammenhæng”.

Der er dukket en del nye såkaldte “inspirationsblogs” op, som ikke laver andet end at dele billeder, som andre har taget, og jeg spekulerer på, hvor mange af dem, der har lavet dette regnestykke for hvert billede, de bringer på bloggen?

 

Anette Kristine Poulsen: Bloggere må både anbefale og fraråde

Anette Kristine Poulsen

Den ny kosmetikforordning, der er på vej, stiller nye og velkomne krav til producenterne om at skrue ned for markedsføring på alt det, som produkterne IKKE indeholder. Det har skabt misforståelser, om det så også betyder, at bloggere heller ikke må skrive om det?Min skønhedsblogger- og journalistkollega Anette Kristine Poulsen har skrevet et gæsteindlæg til os om det. Til hverdag kan du få del i hendes store viden om skønhed på Beautyspace.dk

Du må som blogger både anbefale og fraråde. Det er nærmest, hvad dine læsere forventer af dig. Men måske spekulerer du på, om det kan give problemer i forhold til markedsføringsloven, eller om du eksempelvis som skønhedsblogger kan komme i klemme i den nye kosmetikforordning.

Det korte svar er nej. Slet ikke. En blogger skal naturligvis overholde injurielovgivningen men er ellers at betragte som en kommentator og/eller inspirator. Af og til endda en meningsdannende af slagsen.

Ordet blog er som du sikkert ved en sammentrækning af weblog ? altså en dagbog på nettet. Professionelle blogs inkl. min egen er dog ikke privat men personlig. Læserne vil forvente at få min mening ? og det at sige tingene som de er, giver som regel troværdighed. Og læsere. Dog sniger den universelle lov om sandhed sig ind her, fordi en anbefaling jo er afsenderens sandhed.

Som blogger er du altså i din fulde ret til at uddele anbefalinger. Og det modsatte. Både når det gælder produkter og specifikke ingredienser. Eksempelvis kan jeg fint på Beautyspace.dk anbefale mine læsere at holde positivt øje med protein i shampoo eller fraråde for store mængder silikone, parfume eller hvad det nu måtte være.

Og her dukker spørgsmålet så op: For går det med at fraråde en ingrediens så i clinch med den nye kosmetikforordning, der stiller strikse nye krav til producenter og bl.a. medfører en kærkommen henstilling til at skrue ned for blusset, når det gælder markedsføring med ?uden dit, dat eller dut?? Igen er svaret nej. Allerede for et par år siden bragte vi i Børsen en artikel om inflationen, der var gået i alle de negative anprisninger, fordi man ofte som kunde måtte stå tilbage med et rungende ?jamen-hvad-Søren-er-der-mon-så-i?? At man som producent skal slå på sin plusliste giver god mening ? og alligevel er det en kompleks sag, fordi man som kunde kan have brug for at afkode hurtigt, om noget er uden eksempelvis farvestoffer, parfume eller andet. Også selvom det ?andet? er fuldt lovligt. Lidt nørdet så handler artikel 20 i den nye kosmetikforordning om, at der senest den 11. juli 2016 skal findes et fælles fodslag blandt producenter med hensyn til disse hastigt voksende ?free of? claims.

Som blogger/kommentator/anmelder er situationen en helt anden. Her er det din mening, læserne vil have. Et eksempel fra min verden: køber du en ansigtscreme med indhold af eksempelvis niacinamid (B3-vitamin) er det vigtigt for mig at tippe dig positivt om, at du skal sikre, at der minimum er to procent i. Et andet eksempel: mineralske olier er fuldt lovlige, men jeg har retten til at fraråde dem, hvis jeg synes, de er for billigt sluppet eller ikke er den mest hudforbedrende løsning, du kan få til din hud. Helt det samme princip som en madblogger, der eksempelvis skriver om minussiderne ved fuldt lovlige lightprodukter eller fraråder salt og sukker (og dem er der trods alt en del af).

Og hvad gælder markedsføringslovgivningen, som jeg er blevet hjernevasket i på Handelshøjskolens HD-studie, så gælder den for alle blogs. En læser skal kunne skelne mellem reklame og bloggerens pen ? og dermed få beskyttelse mod skjult reklame.

Men igen, så har det intet at gøre med en bloggers rettighed til at anbefale sine læsere om de skal gå til højre eller venstre.