Ny markedsføringslov: Når forbrugerombudsmanden skyder bloggere med kanoner

Den nye markedsføringslov har skabt panik-agtige tilstande blandt bloggere og PR-bureauer. For hvis man skal tage de offentlige udmeldinger fra forbrugerombudsmandens kontor for pålydende, så vil det fremover være stort set umuligt at skrive om livsstil, mode eller skønhed på den måde, som de fleste medier gør i dag.

Meldingerne fra Forbrugerombudsmanden har været at alle gaver skal fremover markeres som reklame. Punktum. Det har jo stået i Berlingske. Men er det ikke rimeligt at markere et gratis produkt som en reklame?

For at forstå problemets kerne, så skal man forstå, hvordan man bedriver livsstiljournalistik i Danmark. Og meget tyder på, at forbrugerombudsmandens kontor ikke ved det.

Jeg er selv skønhedsblogger på Pudderdåserne, hvor vi laver kritisk skønhedsjournalistik. Der er mange måder at få en idé til en historie på, men som regel kommer de fra et problem, vi selv oplever, fra læserspørgsmål eller fra en trend, vi opfanger. Lad os for eksemplets skyld sige vi beslutter os for at teste rensebørster til ansigtet, fordi vi får mange spørgsmål fra vores læsere om det. Derpå begynder vi at indsamle rensebørster fra de forskellige mærker. Nogle har vi måske allerede liggende. Disse har vi fra et tidligere pressemøde, har selv købt eller hvad ved jeg. Efter 7 år som skønhedsblogger får man et ret omfattende lager af den slags. Derpå kontakter vi producenter og PR-bureauer for at få anmeldereksemplarer tilsendt af dem, som vi gerne vil have med i testen, og som vi ikke allerede har. I nogle tilfælde er vi også nødt til selv at købe eksemplarer. Derpå skriver vi en efter vores bedste evne kritisk og seriøs test af alle rensebørsterne og giver vores ærlige mening.

Hvis vi skal tage Forbrugerombudsmandens ord i Berlingske for pålydende, så skal vi altså til at kalde dette indlæg for reklame. Vi har jo fået nogle af produkterne gratis. Vi har endda selv taget kontakt for at få udleveret produkterne.

Modemagasiner, modebloggere og livsstilmagasiner arbejder på en lignende måde om deres indhold. De planlægger deres indhold og kontakter derefter PR-bureauer og producenter for at skaffe produkter til fotoserier, test, artikler mm.

Hvis et modemagasin skulle markere alle indlæg som “reklame” hvori der optrådte et gratis produkt, så kunne de skrive “reklame” med store bogstaver henover hele bladet.

Skal vi så som bloggere til at gøre det samme? Skal en boganmeldelse fremover markeres som “reklame” fordi bogen har været et gratis anmeldereksemplar? Skal enhver modereportage markeres som reklame, fordi produkterne er udlånt?

Tanken er naturligvis absurd.

Problemet er, at Forbrugerombudsmanden ikke forstår dette. Hver gang opmærksomheden er blevet henledt på problemet, så affejer de det med, at man da også bare må bruge sin sunde fornuft eller med en passus i deres vejledning om at “test-blogs” er undtaget. (Hvad pokker er en testblog?)

I dag i Journalisten går det det helt galt. Pludselig optræder der noget med en “vis værdi” og en “sund fornuft”. Hvad pokker er en vis værdi? Betyder det, at hvis det er en læbestift er det ok? Og hvis det er en Louis Vuitton-taske, er det ikke ok?

Lovteksten er egentlig ikke synderligt forvirrende.

§ 6. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Stk. 4. En erhvervsdrivende skal klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame.

Og:

Bilag 1 Specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive:
11) Der anvendes redaktionelt indhold i medierne til at promovere produktet, hvor en erhvervsdrivende har betalt for en sådan reklame, uden at dette fremgår tydeligt af indholdet eller af billeder eller lyd, som tydeligt kan identificeres af forbrugeren.

Det er svært at være uenig i. Det forvirrende er alene udmeldingerne fra Forbrugerombudsmandens kontor, der ofte bærer præg af en manglende indsigt i de arbejdsmetoder, bloggere og andre livsstilsmedier arbejder med.

Anmeldereksemplarer er en nødvendighed, ikke en luksus
Nej, selvfølgelig må man ikke lave et indlæg til gengæld for en gratis designertaske uden at fortælle sine læsere det. Det ved enhver professionel blogger med respekt for sig selv. Og tjener man penge på et indlæg, så skal det oplyses. Det ved vi godt.

Men når Forbrugerombudsmanden taler om gaver, sund fornuft og “en vis værdi”, så overser de fuldkommen alle de professionelle bloggere, der arbejder seriøst med deres stofområder, og som er afhængige af anmeldereksemplarer for at kunne passe deres job. Vi er faktisk ikke bare unge piger, der er til salg for gratis produkter. Mange af os prøver blot at passe vores stofområde så godt som muligt.

En bilanmelder har ikke en chance for at skrive om biler uden at bilfirmaerne stiller biler til rådighed i perioder for vedkommende. Ellers bliver det en ret dyr blog at drive… Topgear og Bilmagasinet køber heller ikke de biler selv, som de viser frem for deres læsere og seere.

En modeblogger har ikke en chance for at drive en interessant blog uden at designerne stiller tøj til rådighed for ham/hende. På samme måde som et modemagasin heller ikke køber tøjet selv, som de bruger i deres modereportager.

En boganmelder modtager gratis anmeldereksemplarer, når de skal anmelde en ny bog, hvad end det er til Weekendavisen eller til en bogblog.

Og en skønhedsblogger er afhængig af anmeldereksemplarer for at kunne skrive en interessant skønhedsblog på samme måde som en skønhedsredaktør på et dameblad er.

Og derfor er det absurd med påstande som “alle gaver skal markeres som reklame”. I det hele taget er det at tale om gaver en nedgradering af professionalismen.

For ja, der findes masser af gaver og gratis fornøjelser, når man er blogger og journalist. Det er vist det, der hedder PR og lobbyisme. Der er gratis rejser, middage og alt muligt andet, der skal smøre de vigtigste personer. Men der er ikke mere af den slags hos bloggere end hos alle mulige andre medier, journalister, beslutningstagere og kendisser. Og i sidste ende er det ikke noget, man kan lovgive sig ud af, men heldigvis er de fleste læsere meget dygtige til at gennemskue om deres bloggere er troværdige eller ej. For troværdigheden er netop det, som bloggerne har. Det er vores vigtigste styrke.

Lige så brugbar som cookie-advarsler
Og hvis der fremover skal stå en disclaimer på hvert eneste blogindlæg hvor der står “Reklame – dette indlæg indeholder gratis anmeldereksemplarer og en gratis middag og er derfor reklame jf. markedsføringsloven”, så giver det lige så meget mening som forbrugeroplysning som det samtykke til cookies, som driver os alle til vanvid, hver gang vi går ind på en ny hjemmeside.

At ende op med at skulle markere alle indlæg som reklame (flere bloggere gør faktisk det i dag af ren angst for Forbrugerombudsmanden) skader dog i sidste ende forbrugeren mest. For på den måde har vi ikke længere nogen måde at markere det, der rent faktisk er god gammeldags betalt reklame. Og så er vi jo lige vidt.

Ja, du skal betale skat af ALT hvad du tjener

Efter mit sidste indlæg om at tjene penge på sin blog ved hjælp af affiliate programmer har jeg fået spørgsmålet et par gange:

“Skal jeg opgive al indtægt til skat? Er der en minimumsgrænse for, hvad man skal betale skat af?”

Svaret er ret simpelt: Du skal betale skat af alt.

Du skal opgive ALLE indtægter uden undtagelse på din selvangivelse. Hvad enten de kommer fra affiliate programmer, Google Adsense, eller du har fået din betaling kontant. Alt andet er sort arbejde.

Hvis du altid har arbejdet som almindelig lønmodtager, er du vant til, at der allerede er trukket skat af din løn, når du får den. Det er der ikke af annonceindtægter, som du selv skal opgive og betale B-skat af.

Hvis du tjener mere end blot lidt lommepenge, kan jeg kun anbefale at få hjælp fra en revisor. Det behøver ikke at være dyrt, og i det lange løb tjener det sig absolut ind igen. Min revisor er Chr. Lysehoej, som jeg er meget glad for. Alternativt kan man altid ringe til SKAT på telefon 72 22 18 18 og få hjælp der.

Jeg arbejder på flere artikler om emnet skat og blog, men da jeg ikke kan skrive dem alene, må I have tålmodighed med mig.

Kom i gang med at tjene penge på affiliate programmer

Affiliate programmer er i dag en af min egne vigtigste indtægtskilder. Det kræver en vis volumen af både læsere og indhold at tjene penge gennem affiliate links, men jo før du kommer i gang med det, jo før kan du tjene penge på det. Og alle kan gå i gang med affiliate marketing, uanset blogstørrelse eller tekniske evner.

Hvad er et affiliate link?
Et affiliate link er et link fra din blog til en webshop, hvor et affiliate program sporer salg og betaler dig en bestemt procentdel af de salg, du genererer. Hovedparten af affiliate programmer er åbne for alle, nogle enkelte mere eksklusive webbutikker er by invitation only. Det er selvfølgelig langt fra alle webbutikker, der har affiliateprogrammer, men stadig flere kommer på.

Sådan virker det
Affiliate programmerne er samlet hos en række firmaer som for eksempel:

Hvert af disse firmaer (og en masse andre derude) har en lang række advertisers/webshops, som tilbyder en kommission for de salgs, du genererer via dine links. Du opretter dig som ‘publisher’ hos dem og får derefter adgang til at ansøge om disse programmer. De enkelte webshops kan være mere eller mindre kræsne, det er altså ikke nogen garanti at du får adgang til alle programmerne, blot fordi du melder dig til.

Partnerads, Tradedoubler, Zanox osv er så mellemledet, der giver dig et elektronisk værktøj, du kan hente dine links og bannere i samt sørger for, at du får dine penge.

Sådan gør du:

1. Vælg dine affiliate programmer
Affiliate marketing giver kun mening, hvis du i forvejen skriver om produkterne. Ellers vil dine læsere højest sandsynligt blot rynke på næsen af det. Det skal falde naturligt ind i dit indhold og helst efter min mening være links, som du ellers ville lægge på din blog og på denne måde nu blot får et udbytte af. Kig affiliateprogrammerne grundigt igennem og find de produkter og webshops, du i forvejen skriver om og linker til. Hvis du aldrig skriver om nogen, skal du nok ikke bruge affiliate marketing.

Hvis du har en lille blog med få læsere, som er ved at starte op, er det ikke sikkert, at det kan betale sig at kaste sig ud i alt for mange programmer. Fokusér på et enkelt, som har en masse webshops, der passer til dig. De fleste af de engelske affiliate partnere udbetaler først, når du har tjent 100 britiske pund, og hvis du er en lille blog, kan det tage noget tid. På den anden side er der ingen risiko i at eksperimentere. Jeg har et par affiliateprogrammer rundt om, som jeg  blot har brugt et par gange for længe siden og kun har små beløb stående på.

2. Opret en konto og bekræft din hjemmeside
For at komme i gang skal du selvfølgelig oprette en konto hos den affiliate partner, du har valgt. Når du har gjort det, skal du oprette din hjemmeside under din konto og derefter bekræfte den. Det betyder som oftest, at du skal indsætte en kode et sted på din blog for at dokumentere, at du rent faktisk er ejer af den.

3. Ansøg om optagelse i programmerne
Ansøg om godkendelse hos de webshops, der er relevante for din blog. De fleste er gode til behandle ansøgningerne den første hverdag, nogle enkelte kan man vente overraskende længe på.

4. Skriv og link
Skriv nogle gode indlæg og link. Når du er meldt til og godkendt af det enkelte program, så har du adgang til et værktøj online, hvor der er særlige links, bannere eller adgang til at lave dybe links til enkelte produkter. Det foregår alt sammen på de ovennævnte hjemmesider. Links og banner sætter du ind på din blog, og så kan de via de særligt kodede links måle, hvor mange salg du har genereret. Det salg får du en procentdel af, typisk mellem 5-8 procent men det kan variere meget.

Det virker IKKE, hvis du blot lægger et almindeligt link ind. Affiliate programmerne virker kun med disse særlige trackingkoder, som man skal generere via hjemmesiderne.

5. Overhold Markedsføringsloven
Affiliate marketing er som al anden markedsføring omfattet af Markedsføringsloven, og det betyder, at du skal oplyse om det i dine tekster, når du bruger affiliate links. På samme måde som når du har sponsoreret indhold/tekstreklame. Loven siger ikke noget om, hvilken formulering du skal bruge, det skal blot være tydeligt for læseren, at du har en økonomisk interesse.

Der findes blogs, der er bygget op alene omkring affiliate indhold og kun har til formål at generere trafik til affiliateprogrammer. For jer, der har en eksisterende blog og en dyrebar troværdighed at bygge på, er det vigtigt efter min mening at integrere affiliate links så naturligt i bloggen som muligt og at huske på, at det tager meget lang tid at bygge troværdighed op, men man kan lynhurtigt sætte den over styr.

Selvom et enkelt link ikke umiddelbart giver ret meget salg, så handler affiliate marketing virkelig om mange små bække, der bliver til en stor å. For de fleste programmer husker linket i en måned eller lignende tidsrum, og jeres lead virker altså i en måned. Det vil sige, at selvom I måske ikke opretter jer lige nu på Tradedoubler, som jeg har linket til tidligere, så husker Tradedoubler linket en måned endnu. Så hvis I opretter jer næste uge, så får jeg stadig mine 10 kroner i kommission af Tradedoubler.

God arbejdslyst! Jeg vil skrive mere i et senere indlæg om gode råd til at skrive indlæg med affiliate links i.

Dette indlæg indeholder affiliate links 😉

8 måder at tjene penge som blogger

I dette indlæg vil jeg forsøge at liste de måder op, som man kan udnytte sin trafik som blogger til at tjene penge. Det er (forhåbentlig!) ikke en udtømmende liste – jo flere måder, der dukker op, jo bedre.

Google Adsense
Google-annoncer er det på mange måder nemmeste at komme i gang med. Det kræver blot, at du opretter dig, bekræfter din hjemmeside, og så kan du komme i gang. Adsense virker ved, at du får penge pr. klik på annoncerne på din blog. Afhængig af din blog og din målgruppe kan der også være negative sider ved google annoncer. De er ikke ret pæne, det kan være svært at få folk til at klikke på dem osv. Dit stofområde har meget stor betydning for, om Adsense kan skaffe en indtjening. Det er aldrig lykkedes mig at få meget mere end en kop kaffe ud af Adsense, hvorimod andre kan tjene pænt på det.

Der findes også alternativer til Adsense i form af andre netværk, der betaler dig pr. klik, du genererer.

Affiliate Marketing
Affiliate Marketing går ud på, at du får en procentdel af det salg, du generer på de hjemmesider, du linker til. For at komme i gang med det skal du melde dig til via et af de mange affiliate netværk, der findes på nettet. Nogle kan man melde sig selv til, nogle kræver godkendelse, andre igen er lukket, med mindre du bliver inviteret indenfor. Hver gang du linker til den pågældende webshop, skal du lave linket med en bestemt kode, der kan spore salget. Procentdelen af salget varierer meget, men ligger gerne på mellem 5 og 10 procent. Husk at overholde markedsføringsloven i den forbindelse.

Affiliate links har jeg været i stand til at tjene penge på – igen det afhænger fuldstændig af dit unikke indhold og dine læsere.

Direkte salg af annoncer, kampagner og sponsorerede indlæg
Når din blog når en vis størrelse, er det tid til at kontakte annoncørerne direkte og forsøge salg af sponsorerede indlæg, bannerannoncer, sponsorerede konkurrencer osv. Dette er det meget svært at sige noget generelt om, andet end at det er pissesvært. Mediebureauernes annoncekroner er IKKE en tagselv-kasse, og der er lang vej til de store penge. De fleste vil stadig helst betale med gratis produkter, og det tager lang tid at flytte annoncebudgetter fra print til web.

Der er meget få bloggere i Danmark, der selv kan sælge reelle annoncekampagner på deres blogs. Langt hovedparten ligger i annoncefællesskaber som Bloggers Delight, der har professionelle annoncesælgere ansat til at sælge på vores vegne. Der er nogle få, der ligger udenfor annoncefællesskaberne og magasinerne, men jeg ved helt ærligt ikke, hvor meget de reelt kan sælge på egen hånd.

Professionelt annoncesalg på blogs er et helt nyt marked herhjemme, og det er utroligt spændende, hvor det fører os hen den kommende tid.

Salg af ydelser og produkter
Hvis du bruger din blog til at brande dig selv som professionel, så skal din blog selvfølgelig genere flere kunder til dig. Flere og flere webshops bruger blogs til at genere trafik til webshoppen, og bloggere udnytter også deres trafik til at sælge produkter direkte på deres blogs. Det er en større investering i både tid og arbejde, men fortjenesten er også tilsvarende, hvis du har trafikken til det.

Produkter med dit navn på
Bloggere, der er store nok, lancerer både egne produktserier og enkeltstående lanceringer i samarbejde med virksomheder. Trine’s Wardrobe har for eksempel sin egen hårserie. Tøjfirmaet Minus har lanceret en serie af basis-produkter i samarbejde med Camille Kaasby-Wang. Mindre projekter er oplagte og kan også gøre det.

Skriv en bog – gerne en e-Bog
Bloggere sprøjter bøger ud i disse dage. Jeg har en stor advarsel imod det – jeg har set flere gå i skrivehi med deres bog og så vende tilbage med en spritny bog til en øde og forladt blog, som de ikke har vedligeholdt. Det er en dårlig idé, husk hvad der altid må og skal være bloggerens førsteprioritet – bloggen. Drømmebogen må komme i anden række, selv i den intensive skrivefase. (Det er nok derfor jeg stadig ikke har fået skrevet min…)

Du behøver slet ikke et forlag for at udgive en bog. Tværtimod er e-bøger et værdifuldt markedsføringredskab og en potentiel indtjeningskilde.

Events og foredrag
Hvis du er madblogger, kan du lære folk at lave mad. Hvis du er strikkeblogger, kan du holde strikkekurser. Hvis… Fortsæt selv listen.

Betalingsindhold
Jeg ville aldrig lave hele min side til en betalingsside, men det er muligt at lave funktioner på sin side, som ens bruger skal betale for. Hvis man rent faktisk har noget, som er godt nok til at folk gider betale for det. Det skal typisk ikke være dit almindelige indhold, det skal være noget ekstra, noget unikt, noget man ikke kan finde andre steder – kan du tilbyde det?

Jeg vil senere skrive opfølgende indlæg, hvor jeg uddyber de enkelte punkter. Jeg håber, I har andre idéer, som jeg ikke har på listen?

At udvælge blogs til kampagne: Læsertal er ikke alt

Når annoncører eller PR-bureauer skal udvælge bloggere til en ny kampagne, så kommer der meget hurtigt et fokus på læsertal alene. Og selvom korrekte og sammenlignelige læsertal er essentiel information at have ved hånden, så er det også vigtigt at kunne se bag de tal.

For der er to andre faktorer, der er lige så vigtige:

1) Hvem er læserne?

2) Hvem er bloggeren?

Læsernes sammensætning
At have oplysninger om sin målgruppe ved vi alle er vigtigt, men det er de færreste blogs, der ligger inde med læseranalyser. Så vi må basere vores viden om læserne på antagelser og fornemmelser.

Bloggere har selv en meget god føling med, hvem deres læsere er, selvom de ikke nødvendigvis har tal på alder, køn osv. Derudover vil læserne ofte spejle sig i bloggeren, så er det en 17-årig pige, der skriver om mode, så er læserne nok ikke så langt derfra.

Google Analytics kan give os oplysninger om sprog, bopæl og browser. Men de fleste bloggere har en Facebook-side, som kan give os nogle brugbare oplysninger. Her har jeg fx. taget tal fra Indblik på Pudderdåsernes Facebook-side.

Pudderdåserne Insigts Facebook

 

Selvom den selvfølgelig kun siger noget om vores facebookfans og ikke vores læsere generelt (der kan jo i teorien være forskel), så kan vi her se aldersfordelingen, køn mm. At vores læsere er kvinder er næppe overraskende, og her kan vi også se, at vi – som vi faktisk selv havde en klar fornemmelse af – spænder ret vidt i alder. Fra de helt unge til de ældre, men med en overvægt på kvinder i 30’erne. Så det var klart et godt valg, at promovere Justin Bieber parfumen hos Fie Laursen i stedet.

Bloggerens person
Der er set rigtig mange eksempler på velskrevne bloggerkampagner og sponsoreret indhold på blogs, men vi har godt nok også set nogle slappe eksempler på uengagerede bloggere, der er betalt til at skrive om et produkt, der dybest set rager dem en høstblomst.

Min egen rettesnor for at skrive sponsoreret indhold er “ville jeg skrive om denne type produkt, hvis ikke jeg fik penge for det?” Hvis jeg kan svare “nej”, så gør jeg det ikke. For det bliver ikke godt.

Og dig, der sidder som PR-ansvarlig, producent eller mediebureau, gør klogt i at se efter, hvilke bloggere der har dit brand inde under huden og rent faktisk vil kunne få hjertet til at banke for det. Enten fordi de har skrevet om det før, eller fordi det er et emne, der på en eller anden måde ligger dem nær.

For hvis det lykkes at skabe den ægte relation mellem blogger og produkt, så kan selv reklamer og sponsoreret indhold udstråle bloggerens troværdighed og nære relation til læserne – selvom det startede med at være betalt. Men hvis bloggeren var ligeglad med dit produkt, før du købte et indlæg, så er vedkommende det nok dybest set også, selvom der er kommet penge på bordet.