Sådan holder du en succesfuld bloggerevent

Sådan tjener du penge på din blog

“Jeg vil gerne starte en blog for at tjene lidt ved siden af, har du nogle gode råd?” er et af de spørgsmål, jeg ofte får. Ja, jeg har et rigtig godt råd:

LAD VÆRE!

Det er en lillebitte håndfuld mennesker i Danmark (undertegnede inklusive), der reelt er i stand til at sælge annoncer på deres blogs eller generere nok trafik til affiliate links eller google ads og rent faktisk generere en fornuftig indtægt.

Men at sige, at man gerne vil være professionel blogger, er lidt det samme som at ville være professionel fodboldspiller eller rockstjerne – bare uden glamouren eller millionerne. Timelønnen er langt dårligere end at plukke jordbær på akkord, som vi ikke engang vil lade danske arbejdsløse gøre.

Hvorfor? Fordi der ikke er nogen, der vil sponsorere eller annoncere på din hjemmeside, før du har læserne. Og læserne kommer kun ved langt, hårdt og opslidende arbejde.

(Der er en stor gruppe mennesker, der bruger deres blog til at sælge produkter eller promovere dem selv eller deres egen virksomhed, og det er en helt anden diskussion, som jeg vil vende tilbage til i et senere indlæg)

Kom tilbage når du har 30.000 læsere
“Jeg har en idé til en supergod hjemmeside, og nu skal vi finde nogle sponsorer”, sagde en journalistkollega og god veninde til mig for nylig. Jeg har siden gjort mit bedste for at ødelægge hendes illusioner. Sponsorerne kommer først, når du kan fremvise høje læsertal. Og selv der, så er det hårdt arbejde for dig og dine dygtige annoncesælgere at sælge kampagner ind til mediebureauerne. Der er ingen pengetræer i denne branche, og dem der er, kan du først ryste, når du kan fremvise læsertallene til det. Jeg har set bloggere med meget lave læsertal men dygtige sælgerevner eller godt netværk være i stand til sælge små sponsorater til primært mindre virksomheder – men det betaler ikke huslejen.

Det handler om lyst og indhold
Listen er lang over danske semi-kendisser, der troede, de skulle blive rige på at blogge med venstre hånd. Men det blev de ikke, for der kom ikke nogen læsere, og der kom heller ikke nogen annoncører. Så mit bedste råd til dig, der gerne vil tjene penge på at blogge er:

Hvad har DU på hjerte? Hvad har du lyst til at skrive om? Hvilket budskab brænder du så meget inde med, at det kan få dig til at blogge dagligt i årevis? Nat og dag – selv når din ægtefælle er møgsur på dig, fordi du altid hænger foran computeren.

“Content is king”, og hvis ikke du har det unikke indhold, der får læserne til at strømme til, så kan du glemme det. Og hvis ikke lysten driver værket, så opgiver du efter kort tid.

Og så efter 2-3 års daglig blogging om et unikt indhold, så har du – måske  – fået så høje læsertal, at de rigtig store annoncører begynder at finde dig interessant at lege med. Der er vel en eller to håndfulde af os i dag i Danmark, der er begyndt at tjene meningsfulde penge på vores blogs. Pudderdåserne klager bestemt ikke, men vi er en promille af de danske blogs – ikke en procentdel.

Hvis du vil gøre det alene med det formål at tjene penge? Så er det nok nemmere at plukke jordbær. Timelønnen er også højere.

5 kommentarer

  • Ja, det kræver skide hårdt arbejde!

    Man er faktisk ikke engang sikker, at det nogen sinde lykkes.

    30.000 lyder ellers som en del 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super fedt indlæg – og så skriver du jo bare f..rigtigt godt. Jeg ønsker dig al mulig held med denne blog også. Jeg læser i hvert fald med.
    Hvor tit vil du mene, at man skal levere indlæg, hvis man skal nå, de der 30.000 læsere?
    Og hvad er det for et plugin, du har: ‘Giv besked om nye indlæg via e-mail.’? Du kører Thesis ik’?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak Torben
      Jeg vil mene, at hvis man vil højt op i læsertal, så skal man skrive dagligt. Minimum.
      Jo jeg bruger Thesis. “Giv besked om nye indlæg”-funktionen kommer derfra.
      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Katja, du nævner selv de 30.000 læsere, hvilket også er et tal jeg har hørt flere gange før fra andre bloggere, men er der tale om besøg eller unikke besøg, og over hvor langtid?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Kære Aleksander
      De 30.000 er ikke et absolut facit, men er det tal, min egen blog Pudderdåserne.dk har nu (lidt mere nu faktisk), og som var der, hvor jeg følte, at nu skete der noget. Det er absolut unikke besøgende pr. måned målt på Google Analytics.
      De 30.000 er ikke et facit – der er stor forskel på brancherne, og hvor let det er at kommercialisere indhold. De største modebloggere har langt langt højere tal og tjener godt. Madbloggerne har stadig svært ved at tjene penge, selvom de har mange læsere. Politiske blogs og satire blogs har svært ved at sælge annoncer, for hvilke produkter skal de sælge?
      Det vigtige budskab er: Det kræver MANGE læsere.
      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan holder du en succesfuld bloggerevent