Hvornår skal man gøre sin blog kommerciel?

Som nystartet blogger støder man hurtigt på overvejelsen: Skal jeg lægge annoncer på min blog?
Der er næppe nogen tvivl om, at en nystartet blogger med få besøg hver måned ikke kan tjene meget mere end en busbillet, selvom man plastrer sin side til med adsense og affiliate-links. Men der er flere overvejelser at gøre sig.
Da vi startede Pudderdåserne for 3 år siden havde vi også ganske få besøgende hver måned det første lange stykke tid. Alligevel smækkede vi affiliatebannere og adsense på med det samme. Med de besøgstal, vi havde på det tidspunkt, har indtjeningen måske lige kunnet dække den kop kaffe, jeg drak, mens jeg lagde dem på.
Men alle de (voldsomt grimme selvfølgelig) bannere, vi brugte på det tidspunkt, tjente andre formål end at tjene penge. Vores målsætning var fra dag 1 at være en kommerciel, professionel blog. Det signal kunne vi lige så godt sende fra starten, fordi:
1) Undgå læser-ramaskrig
De fleste bloggere, der er vokset fra hyggelige blogspot sider til store kommercielle blogs med annoncer på, har taget en del tæsk fra deres læsere på det tidspunkt, hvor skiftet skete. Vores læsere lærte fra starten, at annoncer bare er en del af Pudderdåserne, og tæskene udeblev.
2) Signalværdi
Din blog kan lige så godt fra dag 1 signalere det, du gerne vil være. Det handler også om – på sigt – at tiltrække annoncører. Det er nemmere at forestille sig sit eget brand placeret på en blog, hvis man allerede kan se, hvordan det kan foregå.
3) Erfaring og læring
Placering af Google adsense annoncer, brug af affiliate link, og hvad der ellers findes af mulige indtægtskilder derude er højere videnskabelige discipliner, hvis man vil have penge ud af det. Det kræver viden, erfaring og indsigt i sine egne læseres vaner og sin egen blog, og den kan man ikke få for meget af.
Skal man have annoncer?
Der er selvfølgelig masser af blogs derude, der slet ikke bør have reklamer på, blandt andet undertegnede. Så det vigtigste spørgsmål, du skal stille dig selv, er ikke så meget, hvornår du vil have annoncer på, men OM du vil have annoncer på i det hele taget. Det er et helt andet valg, men når først du har truffet det, kan du lige så godt gøre det gennemført med det samme – hvad du end vælger.
Et meget interessant indlæg. Jeg er netop startet med at blogge (igen), denne gang med en helt anden tilgang, dog. Det skal være sjovt, og så skal læserne nok komme. Håber jeg 🙂
Jeg har spekuleret på, om det mon ikke var for tidligt at begynde med bannerreklamer, men efter at have læst dit syn på sagen, har jeg helt klart fået noget at tænke over.
Ang bannerreklamer, er det så ikke blot dem man finder på fx. Partner ads?