Står markedsføringsloven over pressefriheden?

Jeg er blogger og journalist. Journalist af både uddannelse og som medlem af Dansk Journalistforbund. Blogger af profession, fordi jeg er den ene halvdel af en kritisk skønhedsblog, der skriver kritisk og objektivt om kosmetik

Men efter den nye markedsføringslov er denne opgave blevet så godt som umulig. For at kunne anmelde nye produkter er vi naturligvis afhængige af at deltage i pressemøder, modtage pressemeddelelser og anmeldereksemplarer. Og dette kan vi stort set ikke længere. I hvert fald ikke med vores pressefrihed i behold.

En branche i vild panik
1 juli 2017 trådte en ny markedsføringslov i kraft, men forbrugerombudsmanden har endnu ikke offentliggjort de nye retningslinjer for bloggere.

Forbrugerombudsmandens kontor har i stedet talt i vage vendinger om, at gaver nu skal markeres som reklame, og har udløst vild panik i skønheds- mode- rejse- og livsstilbranchen. Alle er angste for at overtræde de retningslinjer, de ikke aner, hvad er, fordi de endnu ikke er offentliggjorte, og går derfor med livrem, seler, badering og redningsvest for en sikkerheds skyld.

For mig som skønhedsblogger og skønhedsjournalist betyder det, at jeg bliver mødt med en lang række modkrav for at få lov til at deltage i pressemøder, modtage en pressemeddelelse eller et anmeldereksemplar.

Nu skal jeg underskrive en kontrakt for at kunne deltage i pressemøder. En kontrakt, der forpligter mig til at markere min omtale af den pågældende virksomhed som reklame.

Vi skriver mindst lige så mange negative anmeldelser som vi skriver positive. Der bliver meget koldt i helvede, før vi underskriver nogen som helst kontrakt med en selvstændig erhvervsdrivende, om hvad der skal stå på vores blog.

I modsat fald ER det reklame, og så kan I kontakte vores annoncesælgere på annoncering@bloggersdelight.dk – de vil være behjælpelige med en prisliste.

Jeg er naturligvis fortaler for en tydelig markering af reklame, og at forbrugeren skal kunne gennemskue når der er tale om reklame. Men fordi nogen har inviteret mig til et pressemøde, så bliver det i ikke til reklame. I så fald har jeg en lang række ekstremt kritiske produktanmeldelser, jeg skal markere som reklame. Det vil være sådan cirka lige så meningsfuldt som at markere artikler fra Statsministerens pressemøder som reklame.

At underskrive en kontrakt eller bare indgå en mundtlig aftale med en selvstændig erhvervsdrivende om, hvad der skal stå i mine artikler er for mig som journalist, så grænseoverskridende, at jeg får trang til at hive Grundlovens paragraf 77 frem:

“Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.”

For mig er det som for enhver anden journalist helt grundlæggende, at INGEN udefrakommende bestemmer over, hvad jeg skriver i mine artikler. Og især ikke en eller anden tilfældig amerikansk creme-producent.

Jeg står til ansvar overfor to i denne verden:

Domstolene og mine læsere. Jeg skal overholde loven. Og jeg har en forpligtigelse til at levere kvalitetsindhold til mine læsere.

Alle andre kan, når dagen er slut, rende og hoppe, og dette gælder især virksomhederne. De virksomheder, som hele min blog handler om at undersøge kritisk.

Pres på den redaktionelle frihed
Nu har markedsføringsloven og forbrugerombudsmanden så i stedet kastet mig i armene på virksomhedernes jurister og krav om kontrakter, underskrifter og idéer om, hvad jeg skal skrive om deres pressemeddelelser, presseudsendelser og pressemøder.

Nu er jeg heldigvis en stædig gammel journalist, så jeg er iskold. Jeg kan sagtens klare mig uden dem. Desværre kan jeg se på alle mine unge blogger-kolleger, at de går den modsatte vej.

Stadig flere indlæg bliver til reklame, mere indhold bliver sovset ind i producenternes indflydelse, og redaktionel frihed og selvstændig research mister langsomt sin betydning., jo flere krav om meningsløs markering af “reklame”.

Var det virkelig det, der var formålet med Markedsføringsloven? En øget kommercialisering af indholdet på de danske instagrammere, youtubere og bloggere på bekostning af pressefriheden?

Imens venter vi…
Så hvad gør vi nu? Vi venter. Vi venter på, at Forbrugerombudsmanden får fingeren ud og får opdateret sine retningslinjer for markedsføring på blogs. Der står pt på Forbrugerombudsmanden.dk:

“Vigtig information: Der er trådt en ny markedsføringslov i kraft den 1. juli 2017. De gode råd henviser til den gamle markedsføringslov, men en revision af de gode råd er på vej. Den opdaterede version vil kunne findes her på hjemmesiden, når den er klar. På www.retsinfo.dk kan du se den nye markedsføringslov “

Og det har der stået siden 1. juli. Disse snart mytiske nye regler har været omdiskuteret siden 2016, men stadig svæver vi i uvished. En uvished, der bliver yderligere forværret af, at forbrugerombudsmanden og hendes folk kommer med udtalelser både i pressen og til diverse lukkede møder hos interessenter i branchen, som derpå bliver gentaget, indtil de er blevet til ti høns og ophævet til lov.

Som for eksempel dette med, at det nu pludselig er et krav fra forbrugerombudsmanden, at man som skønhedsjournalist skal underskrive en kontrakt med virksomheden for at kunne deltage i et pressemøde. Det tror de rent faktisk på! Jeg har læst Markedsføringsloven igennem – jeg er helt sikker på, at det ikke står nævnt der.

Kære forbrugerombudsmand. Vil I ikke nok være så søde at få de retningslinjer skrevet færdig i en pokkers fart, så vi kan få lov at blogge i en bare nogenlunde normaltfungerende branche igen?

På forhånd tak.

   

Instagram hashtags – sådan bruger du dem ifølge Instagram selv

Den bedste brug af Instagram hashtags er genstand for megen tvivl og megen debat. Visse hashtags er blevet misbrugt i en sådan grad, at Instagram selv har lagt begrænsninger på brugen af dem.

Overdreven brug af hashtags og brug af bestemte hashtags anses som spamlignende adfærd, og Instagram har  lagt en begrænsning på 30 hashtags pr post. Enkelte hashtags virker slet ikke og brugen af dem er blevet begrænset.

Instagram er generelt meget sparsomme med oplysninger om, hvad de gør, og hvorfor de gør, som de gør. Men der er i tidernes løb kommet få dryp af informationer ud fra Instagram.

VW type 2

På Instagrams egen blog ligger denne guide til brugen af hashtags, og der er tre råd fra Instagram:

Vær specifik
Vælg altid et specifikt hashtag fremfor et generelt. Instagram bruger selv eksemplet med en VW van. Hashtag den #vwvan fremfor #van.

Vær relevant
Brug hashtags som reelt vil gøre interessede personer i stand til at finde dit billede. I stedet for at hashtagge billedet af vores minivan med #photo så brug hashtagget #volkswagen, der vil bringe dig i kontakt med mennesker, der reelt er interesserede i dit billede.

Vær observant
Undersøg hvilke hashtags dine læsere bruger for at finde frem til billeder som dit. I Instagrams eksempel finder vi frem til at #VW bliver brugt dobbelt så meget som #volkswagen og er derfor et bedre hashtag.

Brug altid hashtags, der er relevante for dit billede, din målgruppe og det, du forestiller dig, man ville søge på for at finde frem til dit billede.

De mest brugte hashtags som #love, #instagood #fashion #fotooftheday #tbt og alle de andre generelle hashtags, folk fodrer deres instagramsopslag med giver dig måske et par likes, men ingen ægte dedikerede nye følgere. Tværtimod tiltrækker de ofte Instagrams troldehær af robotfølgere, der pludselig vælter ind, hvis man uforvarende kommer til at bruge et hashtag, som robotterne godt kan lide.

Er du en dansk blogger med en dansk målgruppe er mange af de engelske hashtags heller ikke særlig relevante for netop din målgruppe, hvis dit mål er at få flere dedikerede følgere og ikke bare hurtige likes.

Hvor mange hashtags er bedst?
Ifølge denne undersøgelse fra Trackmaven stiger interaktionen fra 0 hashtags og op til 4-5 hashtags, og derefter flader det ud. Det falder ikke igen jo flere hashtags du bruger, men der er heller ikke nogen særlig fordel ved at bruge flere hashtags.

Undersøgelsen viser altså, at opslags på instagram med 4 eller 5 hashtags får i gennemsnit 22 interaktioner mod 14 interaktioner ved 0 hashtags. Der ser ikke ud til at være hverken flere eller færre interaktioner at hente ved at bruge flere hashtags end de 4-5 stykker.

Undersøgelsen er fra 2015, så meget kan have ændret sig siden. Blandt andet Instagrams algoritme er ændret siden.

Men konklusionen herfra må altså være: Brug 4-5 hashtags på dine opslags og sørg for, at de er specifikke og relevante for netop dit opslag.

Og så et par sidste af de meget sjældne gode råd fra Instagram selv. I forbindelse med det frygtede og meget mystiske shadowban, der måske/måske ikke har ramt instagrammere med spam-lignende adfærd (læs mere om shadowban på Instagram her), så kom Instagram med denne officielle meddelelse og et par gode råd til deres brugere. Rådet er kort fortalt: Fokusér på det gode indhold fremfor hashtags.

instagram-shadow-ban

 

Du skal markere hvert enkelt affiliatelink som reklame – ikke hele indlægget

Efter den nye markedsføringslov er trådt i kraft, har forvirringen været total og spørgsmålene mange. Men nu er der kommet svar på et vigtigt spørgsmål, nemlig hvordan vi som bloggere skal markere affiliatelinks. Og det er en efter min mening meget praktisk og fornuftig vurdering som Forbrugerombudsmanden har truffet her, der er i både forbrugernes og bloggernes bedste interesse.

Skriver du et helt almindeligt indlæg, hvori der er et affiliatelink, er det linket, du skal markere som reklamelink.

Forbrugerombudsmanden går faktisk så vidt som til at sige, at det ikke er nok at markere indlægget som “indeholder reklamelinks”. Du skal markere hvilke links, der er affiliatelinks.

Endelig er der altså tale om klar og præcis information.

Og så er der selvfølgelig tilfælde, hvor man laver indlæg, hvor hele indlægget er reklame, selvom der bliver afregnet ved hjælp af affiliatelinks. En situation, hvor man har lavet en aftale med en virksomhed om at lave et bestemt indlæg og så tilfældigvis afregner over et affiliatenetværk. Der er det stadig korrekt at markere hele indlægget som reklame.

Læs afgørelsen på Forbrugerombudsmandens hjemmeside her

Linksamling i bunden af indlæg
På Pudderdåsernes vegne skrev jeg selv med en lignende forespørgsel til Forbrugerombudsmanden og fik samme svar (jeg vil næsten ikke udelukke, at det kan være vores sag, der her er endt på nettet, omend ordlyden er anderledes).

Vores spørgsmål ang. affiliatelinks til forbrugerombudsmanden gik på, at vi bruger affiliatelinks i bunden af alle vores produktanmeldelser, hvad end anmeldelsen er positiv eller negativ. Såfremt vi skulle markere alle indlæg, der indeholder affiliatelinks, som reklame, ville vi for det første ende ud i at skulle markere næsten alle indlæg som reklame, og for det andet ud i den absurde situation at skulle markere en yderst kritisk anmeldelse som reklame.

Jeg synes, det er en virkelig god og saglig beslutning fra forbrugerombudsmanden denne gang, og jeg håber, at vi vil se flere af dem fremover. Måske kan vi håbe på at høre noget mere om anmeldereksemplarer snart?

   

Ny markedsføringslov: Når forbrugerombudsmanden skyder bloggere med kanoner

Den nye markedsføringslov har skabt panik-agtige tilstande blandt bloggere og PR-bureauer. For hvis man skal tage de offentlige udmeldinger fra forbrugerombudsmandens kontor for pålydende, så vil det fremover være stort set umuligt at skrive om livsstil, mode eller skønhed på den måde, som de fleste medier gør i dag.

Meldingerne fra Forbrugerombudsmanden har været at alle gaver skal fremover markeres som reklame. Punktum. Det har jo stået i Berlingske. Men er det ikke rimeligt at markere et gratis produkt som en reklame?

For at forstå problemets kerne, så skal man forstå, hvordan man bedriver livsstiljournalistik i Danmark. Og meget tyder på, at forbrugerombudsmandens kontor ikke ved det.

Jeg er selv skønhedsblogger på Pudderdåserne, hvor vi laver kritisk skønhedsjournalistik. Der er mange måder at få en idé til en historie på, men som regel kommer de fra et problem, vi selv oplever, fra læserspørgsmål eller fra en trend, vi opfanger. Lad os for eksemplets skyld sige vi beslutter os for at teste rensebørster til ansigtet, fordi vi får mange spørgsmål fra vores læsere om det. Derpå begynder vi at indsamle rensebørster fra de forskellige mærker. Nogle har vi måske allerede liggende. Disse har vi fra et tidligere pressemøde, har selv købt eller hvad ved jeg. Efter 7 år som skønhedsblogger får man et ret omfattende lager af den slags. Derpå kontakter vi producenter og PR-bureauer for at få anmeldereksemplarer tilsendt af dem, som vi gerne vil have med i testen, og som vi ikke allerede har. I nogle tilfælde er vi også nødt til selv at købe eksemplarer. Derpå skriver vi en efter vores bedste evne kritisk og seriøs test af alle rensebørsterne og giver vores ærlige mening.

Hvis vi skal tage Forbrugerombudsmandens ord i Berlingske for pålydende, så skal vi altså til at kalde dette indlæg for reklame. Vi har jo fået nogle af produkterne gratis. Vi har endda selv taget kontakt for at få udleveret produkterne.

Modemagasiner, modebloggere og livsstilmagasiner arbejder på en lignende måde om deres indhold. De planlægger deres indhold og kontakter derefter PR-bureauer og producenter for at skaffe produkter til fotoserier, test, artikler mm.

Hvis et modemagasin skulle markere alle indlæg som “reklame” hvori der optrådte et gratis produkt, så kunne de skrive “reklame” med store bogstaver henover hele bladet.

Skal vi så som bloggere til at gøre det samme? Skal en boganmeldelse fremover markeres som “reklame” fordi bogen har været et gratis anmeldereksemplar? Skal enhver modereportage markeres som reklame, fordi produkterne er udlånt?

Tanken er naturligvis absurd.

Problemet er, at Forbrugerombudsmanden ikke forstår dette. Hver gang opmærksomheden er blevet henledt på problemet, så affejer de det med, at man da også bare må bruge sin sunde fornuft eller med en passus i deres vejledning om at “test-blogs” er undtaget. (Hvad pokker er en testblog?)

I dag i Journalisten går det det helt galt. Pludselig optræder der noget med en “vis værdi” og en “sund fornuft”. Hvad pokker er en vis værdi? Betyder det, at hvis det er en læbestift er det ok? Og hvis det er en Louis Vuitton-taske, er det ikke ok?

Lovteksten er egentlig ikke synderligt forvirrende.

§ 6. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Stk. 4. En erhvervsdrivende skal klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame.

Og:

Bilag 1 Specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive:
11) Der anvendes redaktionelt indhold i medierne til at promovere produktet, hvor en erhvervsdrivende har betalt for en sådan reklame, uden at dette fremgår tydeligt af indholdet eller af billeder eller lyd, som tydeligt kan identificeres af forbrugeren.

Det er svært at være uenig i. Det forvirrende er alene udmeldingerne fra Forbrugerombudsmandens kontor, der ofte bærer præg af en manglende indsigt i de arbejdsmetoder, bloggere og andre livsstilsmedier arbejder med.

Anmeldereksemplarer er en nødvendighed, ikke en luksus
Nej, selvfølgelig må man ikke lave et indlæg til gengæld for en gratis designertaske uden at fortælle sine læsere det. Det ved enhver professionel blogger med respekt for sig selv. Og tjener man penge på et indlæg, så skal det oplyses. Det ved vi godt.

Men når Forbrugerombudsmanden taler om gaver, sund fornuft og “en vis værdi”, så overser de fuldkommen alle de professionelle bloggere, der arbejder seriøst med deres stofområder, og som er afhængige af anmeldereksemplarer for at kunne passe deres job. Vi er faktisk ikke bare unge piger, der er til salg for gratis produkter. Mange af os prøver blot at passe vores stofområde så godt som muligt.

En bilanmelder har ikke en chance for at skrive om biler uden at bilfirmaerne stiller biler til rådighed i perioder for vedkommende. Ellers bliver det en ret dyr blog at drive… Topgear og Bilmagasinet køber heller ikke de biler selv, som de viser frem for deres læsere og seere.

En modeblogger har ikke en chance for at drive en interessant blog uden at designerne stiller tøj til rådighed for ham/hende. På samme måde som et modemagasin heller ikke køber tøjet selv, som de bruger i deres modereportager.

En boganmelder modtager gratis anmeldereksemplarer, når de skal anmelde en ny bog, hvad end det er til Weekendavisen eller til en bogblog.

Og en skønhedsblogger er afhængig af anmeldereksemplarer for at kunne skrive en interessant skønhedsblog på samme måde som en skønhedsredaktør på et dameblad er.

Og derfor er det absurd med påstande som “alle gaver skal markeres som reklame”. I det hele taget er det at tale om gaver en nedgradering af professionalismen.

For ja, der findes masser af gaver og gratis fornøjelser, når man er blogger og journalist. Det er vist det, der hedder PR og lobbyisme. Der er gratis rejser, middage og alt muligt andet, der skal smøre de vigtigste personer. Men der er ikke mere af den slags hos bloggere end hos alle mulige andre medier, journalister, beslutningstagere og kendisser. Og i sidste ende er det ikke noget, man kan lovgive sig ud af, men heldigvis er de fleste læsere meget dygtige til at gennemskue om deres bloggere er troværdige eller ej. For troværdigheden er netop det, som bloggerne har. Det er vores vigtigste styrke.

Lige så brugbar som cookie-advarsler
Og hvis der fremover skal stå en disclaimer på hvert eneste blogindlæg hvor der står “Reklame – dette indlæg indeholder gratis anmeldereksemplarer og en gratis middag og er derfor reklame jf. markedsføringsloven”, så giver det lige så meget mening som forbrugeroplysning som det samtykke til cookies, som driver os alle til vanvid, hver gang vi går ind på en ny hjemmeside.

At ende op med at skulle markere alle indlæg som reklame (flere bloggere gør faktisk det i dag af ren angst for Forbrugerombudsmanden) skader dog i sidste ende forbrugeren mest. For på den måde har vi ikke længere nogen måde at markere det, der rent faktisk er god gammeldags betalt reklame. Og så er vi jo lige vidt.

Forskellen på Save the Date og Invitation – sådan sender du en korrekt invitation ud

Har du også for nylig fået rykkere, fordi du ikke har svaret på en “save the date”- mail? En uvane og misforståelse har bredt sig i det danske pr- og event-miljø, og jeres gamle blogger her kan ikke lade være med at føle sig kaldet til at rydde op i den.

Der bliver blandet godt og grundigt rundt i begreberne “save the date” og “invitation” for tiden i en grad som ville få en wedding planner til at korse sig. Simpelthen fordi afsenderne ikke har styr på forskellene på en “save the date” og en “invitation”.

Hvis du har sendt en “save the date” ud og undrer dig over, at ingen svarede og ingen dukkede op til dit arrangement, så er forklaringen ret simpel.

Save the date – er en uforpligtende forvarsel om datoen for et arrangement, som man sender ud i god tid i forvejen, så gæsterne kan reservere datoen. Man sender ikke detaljer for arrangementet med, og der skal IKKE svares på en “save the date”. Det er blot et kryds i kalenderen. Og nej “save the date” er IKKE et smart og moderne ord for en invitation!

Invitation – en invitation indeholder alle detaljer for arrangementet – tid, sted, svarfrist mm. Og en invitation skal man – i modsætning til en “save the date” – svare på.

Skal man sende både en “save the date” og en invitation?
Nej – man skal altid udsende en invitation, men en “save the date” er en ekstra mulighed i nogle tilfælde. Hvis man kender alle detaljer, så kan man med det samme udsende en invitation. Hvis man i god tid har fastlagt datoen, men ikke de nærmere detaljer, så kan man sende en “save the date” i god tid og få sine gæster til at reservere datoen.

Hvis du stadig er i tvivl om forskellen, så se Acies smukke “save the date” og invitationer til sit bryllup her

Guide: Laver du ulovlige konkurrencer på din blog, facebook og instagram?

Det er december og højsæson for konkurrencer på de sociale medier. Blogs, facebook og instagram flyder over med konkurrencer, hvor læserne kan vinde alt mellem himmel og jord.

Konkurrencer er en populær måde at markedsføre sine produkter på, men de færreste er nok opmærksomme på, hvilke regler der faktisk gælder, når du afholder en konkurrence på din blog, facebookside eller instagram-profil. Jeg har heller ikke selv været opmærksom, og det var derfor en øjenåbner for mig på flere punkter at researche til dette indlæg. Flere af disse informationer kan måske nok dæmpe konkurrencelysten på de sociale medier.

1. Får du en præmie af en virksomhed er det altid reklame
Hvis en virksomhed stiller en præmie til rådighed for dig, er det altid reklame og skal markeres som sådan. Det vil sige, du skal markere dit indlæg som reklame, annonce, sponsoreret eller lign. Da virksomheden giver dig præmien, indgår I samtidig en aftale. Og en konkurrence er i lovens øjne en erhvervsmæssig aktivitet, der har til formåld at øge salget af en vare eller en tjenesteydelse, og derfor er det en reklame og skal markeres som sådan. Jeg har ringet til forbrugerombudsmanden og spurgt – de var ikke i tvivl.

Hvis du derimod udlodder nogle af dine egne ting uden at virksomheden har samtykket eller været involveret, så er det ikke reklame.

Om du får penge eller ej, gør ingen forskel. I øvrigt gælder (ifølge forbrugerombudsmandens hotline) samme regel hvad end du skriver en blog, facebook, instagram, et magasin, en avis – mediet er lige gyldigt.

2. Nogen skal ALTID betale skat af gevinsten
Der findes i SKATs øjne to slags konkurrencer:

Konkurrencer hvor vinderen findes ved tilfældig lodtrækning

  • Konkurrencen er tilgængelig for alle
  • Der kræves ingen særlig indsats for at være med
  • Vinderen findes ved tilfældig udtrækning – eller noget der næsten ligner

Her skal virksomheden betale gevinstafgift af præmiens værdi til SKAT. Virksomheden skal betale 17,5 % af gevinstens handelsværdi til SKAT senest 15 dage efter vinderen er blevet offentliggjort. Dette vil være den virksomhed, der stiller præmien til rådighed, der skal gøre det. Hvis det er dig selv som blogger, der udlodder præmien, skal du selv gøre det.

Konkurrencer med indsats
En anden måde at afholde en konkurrence på er at kræve en indsats fra deltagerne. For eksempel ved at de skal uploade et billede, vise en lækker styling, bage en kage eller på anden måde vise deres evner, hvorefter man så udvælger den bedste. I dette tilfælde skal vinderen betale indkomstskat af værdien af gevinsten, og man er som afholder af konkurrencen forpligtet til at oplyse sin vinder om dette.

3. Regler for spam på de sociale medier
De fleste overholder disse regler, men lad os lige tage dem igen. Du må ikke opfordre dine læsere til at dele, tagge, videresende eller på anden måde belemre deres venner med din konkurrence. Heller ikke ved at bede dem om at tagge den veninde, de helst vil dele præmien med..

Du må til gengæld gerne bede dem om at like og kommentere, da det ikke er at spammme.

   

Nej, gaver skal IKKE altid markeres som reklame på blogs, instagram, facebook og andre sociale medier

Der har bredt sig en udbredt misforståelse på de danske blogs om, at lige så snart en blogger har modtaget en gave eller været til et pressemøde eller en event, så skal man markere indlæg som reklame. Misforståelsen er godt hjulpet på vej af misforståede udmeldinger fra overforsigtige PR-bureauer.

NEJ – det er IKKE nødvendigvis reklame, hvis du har modtaget en gave, en presseprøve, et presseeksemplar, en goodiebag, et anmeldereksemplar, eller hvad man ellers kalder det. Hvis det var det, så kunne de skrive “reklame” med store bogstaver henover de fleste livstilsmagasiner, kultursider i aviserne mm.

Forbrugerombudsmanden skriver selv

“Som udgangspunkt er du ikke forpligtet til at markere blogindlægget som reklame, hvis virksomheden har sendt produktet i håb om, at du omtaler det.”

MEN man fortolker loven rimelig strengt – det vil sige, at der også kan være en uudtalt aftale. Er der en aftale (eksplicit eller ej) om, at du skal omtale dette produkt? I så fald er det reklame. Hvis du bare får en pakke ind ad døren, så nej – så er det ikke reklame.

“Hvis virksomheden sender et produkt i gave til dig i håb om, at du omtaler produktet, så er udgangspunktet, at din omtale af den gave, som du har modtaget, ikke er reklame, fordi I ikke har en aftale om, at du omtaler produktet.”

MEN det øjeblik, du bekræfter overfor virksomheden at du vil omtale produktet, hvis de sender dig et produkt – så bliver det til reklame.

Læs mere her og her.

I virkeligheden kan man sige, at lige så snart du har en aftale med en virksomhed om at omtale et produkt er det reklame – hvad end der indgår en gave, penge eller det er rent gratisarbejde. Det er aftalen – hvad end den er skriftlig, mundtlig eller stiltiende – der er afgørende.

Pressemøder og events er ikke reklame
Det samme gælder, når du har været til et pressemøde. Jeg kan intet belæg finde for at det automatisk udløser at indlægget bliver til reklame. I så fald kunne det være interessant at se de avisartikler, der bliver skrevet på baggrund af statsministerens tirsdagspressemøder.

Hvis nogen har fundet et sted i Markedsføringsloven eller i Forbrugerombudsmandens vejledninger, hvor det står, så vil jeg meget gerne se det.

MEN har du været inviteret på rejse, spaophold, sprogrejse eller lignende, så er det som udgangspunkt reklame.

Er du anmelder?
Hvis du er anmelder som defineret af Forbrugerombudsmanden, så har du videre rammer. Så kan du selv kontakte virksomheder og bede om anmeldereksemplarer. Forbrugerombudsmanden skriver:

Der er dog en række krav, der skal være opfyldt, for at en anmeldelse af et produkt ikke anses som reklame:

  • Bloggen skal være en anmeldelsesblog, som kun indeholder anmeldelser inden for et afgrænset område, eller hvor anmeldelserne tydeligt er adskilt fra bloggens øvrige indhold.
  • Anmeldelserne skal være udtryk for en særlig viden eller interesse, du har for område.
  • Du modtager ikke penge fra virksomhederne for at anmelde deres produkter.
  • Du modtager kun det fra virksomheden, der er nødvendigt for, at du kan lave anmeldelsen.

Forvirrer forbrugeren mere end det gavner
Den hovedløse markeren af alle indlæg som reklame, bare fordi de indeholder et gratis produkt eller fordi du har været til et bloggerevent er i virkeligheden mere forvirrende end det er forbrugeroplysning. Hvis alle indlæg til sidst er markeret som sponsoreret eller reklame, så kan ingen til sidst gennemskue, hvilke indlæg der reelt er reklame – altså dem der er betalt eller hvor der reelt ligger en aftale bag. Til sidst bliver det bare uigennemskuelig støj.

Hvis du har lyst til at fortælle din læser, at du har modtaget et gratis produkt eller anmeldereksemplar, så bare skriv det. Men reklame er det ikke.

Sådan spotter du falske følgere på Instagram

Efter at have nærstuderet danske influencer profiler på instagram må jeg bare konstatere med sorg i stemmen: De er mere dopede end det samlede Tour De France felt i starten af 90’erne. Det er blevet en meget kedelig og udbredt tendens at købe sig til et femcifret antal følgere, der består af falske profiler, genereret af russiske robotter.

Jeg havde egentlig lagt bloggen her på is efter at have født et par tvillinger og måtte erkende at jeg ikke også havde tid til at skrive for sjov skyld herinde. Men jeg blev helt ærligt så forarget på både instagrammernes,  bloggernes, de sociale medier og hele branchens vegne, at hele den missere fik mig til at gendanne min gamle blog for at sætte fokus på problemet. Det drejer sig nemlig ikke kun at man pynter lidt på sine egne tal. Det er svindel og bedrag, der medfører flere problemer:

  1. Hver gang en instagrammer køber sig til flere falske følgere, sætter det gang i en kædereaktion, hvor de nærmeste konkurrenter kan føle sig pressede til at gøre det samme
  2. Purunge teenagere gør det samme – blot for at se mere populære ud
  3. De mange dygtige instagrammere, der opnår deres følgere ved reelt hårdt arbejde (= kvalitetsindhold), drukner i mængden af kunstigt dopede profiler
  4. Hele mediet mister troværdighed og bliver mindre attraktivt for annoncører
  5. De falske profiler spammer alle andre også

I de seneste år er der opstået adskillige danske blogger-profiler på instagram, som på papiret har et både fire- og femcifret antal følgere, der stort set udelukkende består af falske profiler. Instagrammere, som jeg kan se bliver brugt til både det ene og det andet af virksomheder, mens jeg sidder og tænker “men det er jo Kejserens nye klæder…. Hun har jo ikke noget tøj på!”

Så hvordan finder man ud af, om de 70.000 følgere på en instagramprofil er ægte, falske eller et sted midt i mellem? Det er faktisk ikke spor svært. Det kræver bare lidt almindelig sund fornuft.

Det gode ved Instagram er, at på en åben profil er det tilgængeligt for enhver at se, hvem der følger en profil. Kig på dem. Se på profilerne. Ligner det rigtige mennesker?

Og hvis du repræsenterer en dansk virksomhed: Ligner det mennesker, som dit brand har nogen interesse i at komme i kontakt med?

De dygtigste robotter kan optræde som aktive profiler. De kan både like og kommentere. De kommenterer gerne på engelsk i generelle termer, som kan passe på alt “beautiful picture” – “<3 <3 <3” eller lignende.

Der er nogle generelle kendetegn ved de falske profiler – der ellers i visse tilfælde kan se yderst troværdige ud:

  1. De har få indlæg selv
  2. De følger typisk mange mange flere, end der følger dem selv. Især deres begrænsede aktivitet taget i betragtning. Den normale menige instagram læser har et 1:1 forhold mellem læsere og følgere.
  3. Hvis de liker så sker det typisk lynhurtigt efter et indlæg er lagt op
  4. De kommenterer gerne på engelsk i generelle termer, som kan passe på alt “beautiful picture” “awesome”, smileyer eller lignende.
  5. De mest tydelige falske profiler har volapyk-navne og ingen profilfotos.

30 procent inaktive brugere på instagram
Dette studie fulgte 10 millioner tilfældigt udvalgte instagram profilers aktivitet i en måned. Forskerne købte også selv falske profiler til sammenligning. Undersøgelsen viste at de falske profiler:

  • I 71% af tilfældende havde en fuld profil, inklusive for- og efternavn, bio, profilbillede og location.
  • De falske profiler havde i gennemsnit delt 6 billeder (primært fundet på andre brugeres profiler). Gennemsnittet for instagram-brugere generelt er 55 billeder.

Studiet viste også at 30 procent af brugerne på instagram reelt var inaktive – en definition instagram selv dog ikke var enige i. Læs hele artiklen i Wall Street Journal her.

Alle dem midt i mellem
Man kan købe disse profiler på nettet. Det er nemt, hurtigt og billigt. Man kan også bare downloade en app. Og de kommer næppe til at forsvinde nogensinde.

Da Instagram i 2014 slettede millioner af spam-konti under det, der blev døbt “The Instagram Rapture”, var det interessant nok de største konti, der mistede flest fans. Justin Bieber, Kim Kardashian, Kylie Jenner mistede millioner af følgere.

På samme måde kan man finde masser af spam-konti, der følger de store danske celebrity-instagrammere. Hvordan de er kommet der er knap så entydigt at konkludere, når de er blandet godt og grundigt med en masse ægte følgere. Enhver med en instagram-profil ved, at man meget nemt får falske profiler som følgere, også selvom man ikke har bedt om dem. Men det betyder i hvert fald at man ikke nødvendigvis skal tage et bestemt antal følgere eller likes for gode varer uden at kigge det igennem med sund fornuft.

Når man skal vurdere en dansk instagram-profil er det også værd at huske på, at der i Danmark stadig kun er en begrænset gruppe mennesker på instagram. Det eneste tal, jeg kan finde, er fra Danmarks Statistik i 2014. Ifølge den har 687.000 danskere en instagram-konto. Selvom tallet muligvis er steget på to år, men giver det stadig kun cirka 700.000 danskere i alt at tage af. Eller som de italienske forskere konkluderer i Wall Street Journal:

?In our opinion, these ?popularity? metrics are very fragile and do not deserve such a high consideration.? 

 

At blogge på dansk eller engelsk

Jeg får ofte spørgsmål om, hvilket sprog man skal blogge på. Og det er der selvfølgelig ikke noget ultimativt svar på. Om du skal blogge på for eksempel dansk eller engelsk afhænger helt af:

  • Dine sprogkundskaber
  • Bloggens emne
  • Målgruppe

Der er masser af argumenter for og imod at skrive på dansk, og at træffe et optimalt valg kræver, at du definerer bloggens målgruppe og budskab. Hvis du gerne vil tiltrække danske læsere skal du selvfølgelig skrive på dansk.

At skrive på engelsk giver dig en langt større potentielt målgruppe. Hvis du vælger at skrive på dansk, så har du begrænset dig til danske læsere og måske nogle få skandinaver.

På den anden side er der langt større konkurrence på engelsk, og en dansksproget blog vil alt andet lige tiltrække flere danskere end en engelsksproget.

En blog på engelsk vil ikke pr automatik give flere læsere. En veldrejet og målrettet dansk blog kan være lige så god, hvis du vil have flere læsere på din blog.

Spørgsmålet kan besvares ved at spørge dig selv, hvem du ønsker at skrive for, og hvad du vil skrive om?

Vær konsekvent
Der er bare en ting, du skal huske: At være konsekvent!

Smarte engelske overskrifter på dansk-sprogede modeblogs er et udbredt fænomen. Og det er en rigtig dårlig idé.

Valg af sprog handler om søgemaskineoptimering, og hvis du har en dansk blog, skrevet på dansk og placeret i Danmark, så forvirrer du både Google og læser ved at skrive overskrifter på engelsk.

Når dit indhold er skrevet på dansk, så vil du selvfølgelig gerne tiltrække danske læsere, og en engelsk overskrift på dansk indhold vil sende dig ned i bunden af søgeresultaterne på Google.

Rediger land med Google Webmaster Tools
Selvom din blog er fysisk placeret på en server i et andet land, så kan du altid fortælle Google, hvor din hjemmeside skal opfattes som placeret henne. Det er ret nemt at gå til, og andre end mig er bedre til at forklare, hvordan man gør.

Det er også vigtigt at gøre, hvis du skriver på dansk og har et internationalt domæne med .com eller .org. Så er det en god idé at fortælle Google via Webmaster Tools, at du faktisk skriver på dansk.

   

Sådan tjener du penge på at blogge

Jeg har fået en mail fra Kamilla, der gerne vil vide, hvordan man tjener penge på at blogge. Og det er hun langt fra den eneste, der spørger mig om.

Det er et ret stort spørgsmål, men svaret er på mange måder ret simpelt. Man starter med at få en masse læsere.

Hvordan man så får en masse læsere, er selvfølgelig ikke spor simpelt, men der er ingen penge at hente, før der er læsere.

Jeg har snakket med mange, som har haft en masse idéer om alle de penge, de vil tjene på at blogge, eller på alt det, de vil bruge deres blog til at promovere.

Men inden man overhovedet kan tale om at gøre den slags ting, så skal man have læsere. Og mange af dem.

Besøgstal tæller
Lige gyldigt hvordan du har tænkt dig at tjene penge, så vil din mulige indtjening være afhængig af, hvor mange læsere du har.

Du kan først tiltrække annoncører, når du har en stor læserskare. For at tjene penge på affiliate links skal der være nogen til at købe via dine links. Og for at tjene penge på Google Adds, så skal der være læsere til at klikke på dem. Og med mindre der er relativt mange, så bliver det kun til håndører.

“Content is king”
Hvordan får man så en masse læsere? Når vi snakker om blogs, så gælder det gamle hæderkronede ordsprog: “Content is king”. Du kan søgemaskineoptimer og gøre reklame for din blog herfra og til juleaften. Det gør ingen forskel, hvis ikke du har et godt indhold og en solid mængde.

Indholdet skal være unikt først og fremmest. Læs mere om, hvad der gør indhold godt her.

Dernæst skal man blive ved. Og ved… og ved…. De store bloggere med rigtigt høje læsertal har alle blogget minimum 3 gange om ugen – ofte flere gange om dagen – i årevis, før de har en læserskare stor nok til at omdanne den til penge.

Det er også et spørgsmål om, at jo større mængder godt og relevant indhold, man har på sin side, jo flere besøg kommer der fra Google.

For at tjene penge på sin blog, skal man altså starte et helt andet sted. Man skal opbygge en stor læserskare og holde godt fast på den.

Når det så er sket, kan man begynde at finde på måder at tjene penge.
Et spørgsmål om at blive ved
Hvis du ser på min egen Pudderdåserne, så har vi aldrig haft pludselige stigninger i besøgstal eller fået hurtige penge på en smart måde. Kurven over både besøgstal og indtægter er steget meget, meget langsomt, siden vi startede i 2010. Men hvis man bliver ved længe nok, så kan den kurve i et stille og roligt tempo nå store højder.

 

Min guide til skat af gaver for bloggere

Det har været rigtig svært for mig at skrive dette indlæg, og det har været enormt længe undervejs. Fordi jeg ikke selv føler, jeg har den skattemæssige ekspertise til at rådgive om skat. Jeg har derfor forsøgt mig med at få nogle kloge hoveder til at udtale sig, men det vil de sjovt nok ikke. Fordi dette ER en gråzone.

På den anden side oplever jeg, at bloggerne i den grad mangler hjælp til dette emne. Og hvis man ringer til SKAT, får man typisk en medarbejder i røret, der ikke engang ved, hvad en blog er for noget. Ikke engang min egen revisor tør udtale sig skråsikkert om det.

Derfor lægger jeg nu alligevel hovedet på bloggen og forsøger mig med min egen version af emnet “gaver og skat” for bloggere. Min viden er baseret på egne erfaringer og samtaler med kloge folk, der ikke vil citeres her. Så tag det for hvad det er: Et godt råd blogger til blogger. Jeg er IKKE ekspert i skat og virksomhedsøkonomi. Tværtimod.

Få et bindende svar fra SKAT
Hvis du vil være på den sikre side i tvivlsspørgmål – også om andre emner – der kan få større økonomisk betydning for dig, så kan det godt betale sig at bede om et skriftligt bindende svar fra SKAT for 400 kroner.

Du skal altid betale skat af gaver som du får for en ydelse
Hvis du får en gave som blogger, journalist, foredragsholder eller lige gyldigt, hvad du ellers arbejder med, så er den skattepligtig. Punktum. Ingen undtagelser.

Hvis du får en gave til gengæld for et stykke arbejde, skal du beskattes af den. Hvis du får et gavekort eller et stykke tøj fra et firma, til gengæld for at blogge om dem, er det skattepligtigt. Der er ingen undtagelser. Hvis du modtager et produkt til gengæld for en eller anden form for modydelse, så skal du betale skat. (Endnu en årsag til at det aldrig kan betale sig at blogge for gratis produkter).

Hvad er en gave og hvad er et anmeldereksemplar?
Journalister med særlige stofområder modtager jo konstant produkter eller oplevelser til anmeldelse. Og der gælder præcis de samme regler for os, som for dem. Problemet er bare, at der ikke er klare vejledninger eller regler på området.

Jeg selv modtager for eksempel en konstant strøm af skønhedsprodukter, fordi jeg er på presselisterne hos alle skønhedsfirmaerne. På præcis samme måde som en skønhedsredaktør på et magasin modtager. Det samme gælder jer, der blogger om børn, livsstil, mode, mad, gadgets – hvad som helst.

Jeg skal som blogger og som alle andre beskattes af den PRIVATE værdi, de ting har for mig.

SKAT skriver selv:

?Hvis gaven er et gavekort eller en kontantgave, skal du betale skat af beløbet. Ved tingsgaver skal du kun betale skat af den værdi, gaven har for dig.

Det er udgangspunktet for alle mine efterfølgende påstande:

  • Hvis jeg modtager en produktprøve, som jeg aldrig bruger og derefter smider den ud, så skal jeg IKKE betale skat af den.
  • Hvis jeg modtager en produktprøve og kun bruger den i forbindelse med, at jeg skriver om den på bloggen, og derefter bruger jeg den aldrig igen i privat sammenhæng, så skal jeg IKKE betale skat af den.
  • Hvis jeg modtager en produktprøve, som jeg KUN bruger privat og slet ikke i forbindelse med min blog, så skal jeg beskattes af den.
  • Hvis jeg modtager en produktprøve, som jeg både bruger privat og bruger på bloggen, så skal jeg betale skat af den private andel.

Hvordan opgør man den private andel?
At finde ud af, hvor meget jeg har brugt af en blush privat, og hvor meget der er brugt professionelt, det er jo i den grad et skønsspørgsmål, som der ikke er noget konkret svar på. Se på salgsværdien af produktet og overvej, hvor mange procent du har brugt den privat ifht. bloggen og så er den den procentsats, du skal opgive til SKAT. Der er ikke noget mere præcist svar på det spørgsmål.

Hvilken værdi har gaven fra ny?
For et gavekort skal du regne med det beløb, gavekortet er på. For en ting er det købsprisen i butikken, du skal regne udfra. Indløbspriser og lignende gælder ikke i denne sammenhæng.

Skat af præmier
Mange af jer har også spurgt til, om I skal beskattes af de præmier, I laver konkurrencer om. Det er altid virksomheden bag konkurrencen, der skal sørge for skatten – ergo ikke din hovedpine. Hvis du udlodder en af dine egne ting udenom en virksomhed, bliver det noget mere mudret – så lad være med det.

Sådan opgiver du beløbet til SKAT
Det er dit eget ansvar at opgive værdien af gaver på din selvangivelse. Du må IKKE regne med, at virksomhederne gør det. Når du udfylder selvangivelsen her i løbet af foråret, så skal du skrive beløbet i rubrik 20 på din selvangivelse (hvis du er cvr-registreret er det på en anden måde).

Hvis det drejer sig om rigtig mange produkter i løbet af et år, så kan det være en god hjælp at føre et regnskab over det undervejs. Når jeg selv skal udfylde min selvangivelse, har jeg ikke en chance for at huske alle de mange, mange skønhedsprodukter, jeg har haft mellem hænderne i løbet af et år.

Vi bruger et excel-ark til den øvelse. Husk på, at det ikke er et krav på nogen måde, og SKAT vil sandsynligvis aldrig få brug for at se det. Det er alene en hjælp for os selv. Du kan se eller downloade excelarket i en tom version her til din inspiration: Pudderdaaserne modtagne varer.

Brug din sunde fornuft
Brug i almindelighed din sunde fornuft i denne sammenhæng. Loven er som den er for at undgå at jeg kan sige til et firma, at de kan give mig en taske i stedet for løn og på den måde slippe udenom at betale skat af den. Tænk over, hvilke genstande der har en reel privat værdi for dig. Dem skal du betale skat af.

Og HUSK at jeg i denne sammenhæng kun er journalist og blogger, der gerne vil dele mine private erfaringer med kolleger. Jeg er IKKE ekspert på området og kan sagtens tage fejl.

Hvordan gør I andre? Jeg håber, I vil dele jeres gode råd, erfaringer og tvivlsspørgsmål her.

 

 

Blogs bliver underkastet presseetiske regler

For en uge siden har pressenævnet behandlet sin første sag om et blogindlæg. Pressenævnet udtaler kritik af Dorte Tofts blogindlæg om Strand Consult Aps på to punkter:

1) Indlægget indeholder ukorrekte oplysninger

2) Indlægget burde være forelagt John Strand (personen der bliver angrebet i blogindlægget) inden publiceringen.

Jeg mødte for et år siden Kaare R. Skou til et arrangement om pressenævnet. Han har været medlem af Pressenævnet i 20 år, og jeg spurgte ham, hvorvidt de presseetiske regler også galdt for blogs. Han anede det ikke – det var der aldrig nogen, der havde overvejet.

Det er der i dag, og Pressenævnet sidestiller i denne afgørelse bloggere med klummer eller ledere i et traditionelt medie.

Det betyder, at Regler for God Presseskik nu også gælder for bloggere. Kender du og overholder dem?

Og så er der alligevel et men, for Pressenævnet behandler ikke sager om hvem som helst. Dem, der kan indbringes for Pressenævnet er medier med en redaktør, og man skal være tilmeldt pressenævnet. Hvilket i praksis vil sige dem, der bloggere på andre etablerede mediers hjemmesider som for eksempel dagbladenes bloggere.

Men hvis man har sin blog liggende på for eksempel Cover eller Eurowomans hjemmeside, så vil denne ikke-jurist da mene, at det samme gælder der.

Burde indeholde både angreb og svar
Hvis vi ser bort fra den del med de urigtige oplysninger, så bliver Dorte Toft kritiseret for ikke at have forelagt den person, hun angriber i sit blogindlæg, sin tekst, før hun udgiver den, og lade ham komme til orde i indlægget.

Det er et helt almindeligt princip i ethvert stykke journalistik, at begge parter i en sag skal komme til orde.

Chefredaktør Lisbeth Knudsen kalder på en revurdering af reglerne:

»Vi tager kendelsen til efterretning, men der er behov for at diskutere de journalistiske blogs. Jeg mener, at der forskel på blogs, hvor en person har en mening, og så journalistiske blogs, som er en udviklingsproces. Historien, der tager form, ved at forskellige kilder deltager i debatten, og personen, der er involveret, kan svare direkte. Det kan man ikke sammenligne med meningsblogs,« siger hun.

Denne lille blogger er enig. Min egen Pudderdåserne hænger produkter ud i negative anmeldelser i tide og utide. Hvis disse indlæg skulle tage form som traditionelle journalistiske artikler på grund af regler skabt for traditionelle massemedier i en anden tidsalder, ville vi ikke kunne eksistere. Rigtig mange af de presseetiske regler giver god mening (nej, vi skal ikke skrive noget, der ikke passer fx), men de er skabt til et helt andet form for medie.

Arbejdsprocessen på en blog er grundlæggende helt anderledes end på et massemedie. Og hvis der skal gælde regler for os, så skal de også være tilpasset vores nye medieformer.

Som Lisbeth Knudsen siger i sin kommentar til Pressenævnet:

?En forurettet person i et blogunivers vil have haft lejlighed til at komme til orde og korrigere, hvad han måtte finde anledning til, uden at det har været igennem nogen form for redaktionel proces eller forudgående bedømmelse. Det kalder på nogle andre overvejelser omkring de almindelige presseetiske regler, som ikke tager hensyn til denne særlige form for journalistik og meningsdannelse.?

Så i mellemtiden vil jeg være glad for, at jeg ikke kan indbringes for Pressenævnet, fordi jeg ikke har en redaktør og ikke er et “rigtigt medie”. For vi lader ikke dem, vi kritiserer komme til genmæle i vores indlæg med ganske få undtagelser.

Men alle jer, der blogger fra et domæne på et af de gamle mediers hjemmesider, gør nok klogt i lige at læse op lektien her.

PS. Tak til Jane for at gøre mig opmærksom på pressenævnets afgørelse, som vitterlig ikke har fået den opmærksom den fortjener.

Hvis du vil se listen over, hvem der er omfattet af Pressenævnet, kan du se den her.