Sådan bruger du Bloglovin’

Bloglovin’ er en svensk RSS-reader og har i mange år været stedet, hvor modebloggere og indlæg om tøj dominerede. Det billede ser noget anderledes ud i dag, især efter lukningen af Google Reader, som træder i kraft 1. juli. I dag er madindlæg, DIY og fitness det dominerende på Bloglovin’.

Hvad er Bloglovin’?
Bloglovin’ er en RSS reader. Det vil sige, at den på samme måde som Feedly eller Google Reader opsamler din blogs indhold via RSS, så læserne kun behøver holde øje et sted. På Bloglovin’ kan de vælge, hvilke blogs de vil følge med i, og kan holde øje med, hvad der kommer af nyt der, uden at skulle besøge hver blog individuelt hver dag.

Bloglovin’ er meget udbredt i hovedsageligt Skandinavien og er grundlæggende anderledes end gode gamle Google Reader ved også at give læserne mulighed for at synes godt om indlæg og have en forside, der samler mest populære indlæg og lave oversigter over mest populære blogs.

Det giver dig som blogger mulighed for at sprede dine indlæg til at større publikum. Hvis du kommer blandt de populære indlæg eller blogs, så opnår du synlighed blandt læsere, som ellers ikke kender dig og får nye læsere.

Mange glemmer deres beskrivelse
Den gode nyhed er, at de ikke er noget nævneværdigt arbejde i det. Som en RSS reader samler Bloglovin’ helt af sig selv dine data, og du skal ikke løfte en finger – kan det se ud som.

Men det er her mange går galt i byen. For på Bloglovin’ er en funktion, hvor man kan “claime” sin blog. Altså definere den pågældende blog som ens egen og få adgang til nogle redigeringsfunktioner.

Der kan man blandt andet skrive en beskrivelse af sin blog, og den er ret vigtig, for den bliver vist på blogoversigterne. Og et link, der indeholder en god beskrivelse, vil altid give flere kliks og i sidste ende flere abonnenter. Der er overraskende mange bloggere, der forsømmer den beskrivelse. Enten har de ikke skrevet nogen, eller også er den skrevet med venstre hånd og det høje øje lukket. Bloglovin’ har også ændret sit layout flere gange, så de beskrivelser, der før havde en passende længde, er nu for lange (min egen på Pudderdåserne inklusive, den skal også rettes igen).

Her ser du de mest populære blogs i Danmark lige nu. (Det er ikke nødvendigvis danske blogs, men de bloggere med flest danske abonnenter).

Bloglovin

Sådan gør du

  • Opret en profil på Bloglovin’
  • Klik på hjertet øverst til højre og vælg “My blog”
  • Klik på ‘Claim blog’
  • Følg instruktionerne. Du får en kode, som du skal kopiere ind i en blogpost, for at bevise, at du rent faktisk ejer bloggen. Det er supernemt.
  • Så har du adgang til at redigere dine indstillinger under “My blog”

Har du opdateret din beskrivelse på Bloglovin’?

Hvornår har du sidst opdateret din “om mig”-side?

Nu hvor sommerferien nærmer sig, og vi alle har lidt bedre tid til at komme til bunds i bunkerne, så vil jeg gerne opfordre alle til lige nu og  med det samme at tage et kig på deres “om mig”- side (eller hvad den nu hedder – vi har den alle) og se godt efter, om informationerne stadig passer.

Når du nu har konstateret, om den side sælger dig bedst muligt, så synes jeg, du skal gå ind på Analytics (som du selvfølgelig bruger til at holde øje med dine læsertal), og se hvor mange der hver måned læser den side. Her på Buildingblogs ligger min egen Om Katja side på en skræmmende 13. plads over mest læste indhold, og det er måned efter måned efter måned… Det burde give dig motivation nok til at gøre, som jeg siger.

Hvad der skal stå på din “about”-side afhænger helt og holdent af dig, din blog, målgruppen og formålet med din blog. Det vigtigste er, at den præsenterer dig fra din bedste side. Og blogland svømmer over af forældede eller endda tomme præsentationssider, som får din blog til at fremstå uopdateret og useriøs.

Hvornår har du sidst opdateret din “om mig”-side?

Tak til Problogger.net for at minde mig om at skrive dette indlæg

 

8 måder at tjene penge som blogger

I dette indlæg vil jeg forsøge at liste de måder op, som man kan udnytte sin trafik som blogger til at tjene penge. Det er (forhåbentlig!) ikke en udtømmende liste – jo flere måder, der dukker op, jo bedre.

Google Adsense
Google-annoncer er det på mange måder nemmeste at komme i gang med. Det kræver blot, at du opretter dig, bekræfter din hjemmeside, og så kan du komme i gang. Adsense virker ved, at du får penge pr. klik på annoncerne på din blog. Afhængig af din blog og din målgruppe kan der også være negative sider ved google annoncer. De er ikke ret pæne, det kan være svært at få folk til at klikke på dem osv. Dit stofområde har meget stor betydning for, om Adsense kan skaffe en indtjening. Det er aldrig lykkedes mig at få meget mere end en kop kaffe ud af Adsense, hvorimod andre kan tjene pænt på det.

Der findes også alternativer til Adsense i form af andre netværk, der betaler dig pr. klik, du genererer.

Affiliate Marketing
Affiliate Marketing går ud på, at du får en procentdel af det salg, du generer på de hjemmesider, du linker til. For at komme i gang med det skal du melde dig til via et af de mange affiliate netværk, der findes på nettet. Nogle kan man melde sig selv til, nogle kræver godkendelse, andre igen er lukket, med mindre du bliver inviteret indenfor. Hver gang du linker til den pågældende webshop, skal du lave linket med en bestemt kode, der kan spore salget. Procentdelen af salget varierer meget, men ligger gerne på mellem 5 og 10 procent. Husk at overholde markedsføringsloven i den forbindelse.

Affiliate links har jeg været i stand til at tjene penge på – igen det afhænger fuldstændig af dit unikke indhold og dine læsere.

Direkte salg af annoncer, kampagner og sponsorerede indlæg
Når din blog når en vis størrelse, er det tid til at kontakte annoncørerne direkte og forsøge salg af sponsorerede indlæg, bannerannoncer, sponsorerede konkurrencer osv. Dette er det meget svært at sige noget generelt om, andet end at det er pissesvært. Mediebureauernes annoncekroner er IKKE en tagselv-kasse, og der er lang vej til de store penge. De fleste vil stadig helst betale med gratis produkter, og det tager lang tid at flytte annoncebudgetter fra print til web.

Der er meget få bloggere i Danmark, der selv kan sælge reelle annoncekampagner på deres blogs. Langt hovedparten ligger i annoncefællesskaber som Bloggers Delight, der har professionelle annoncesælgere ansat til at sælge på vores vegne. Der er nogle få, der ligger udenfor annoncefællesskaberne og magasinerne, men jeg ved helt ærligt ikke, hvor meget de reelt kan sælge på egen hånd.

Professionelt annoncesalg på blogs er et helt nyt marked herhjemme, og det er utroligt spændende, hvor det fører os hen den kommende tid.

Salg af ydelser og produkter
Hvis du bruger din blog til at brande dig selv som professionel, så skal din blog selvfølgelig genere flere kunder til dig. Flere og flere webshops bruger blogs til at genere trafik til webshoppen, og bloggere udnytter også deres trafik til at sælge produkter direkte på deres blogs. Det er en større investering i både tid og arbejde, men fortjenesten er også tilsvarende, hvis du har trafikken til det.

Produkter med dit navn på
Bloggere, der er store nok, lancerer både egne produktserier og enkeltstående lanceringer i samarbejde med virksomheder. Trine’s Wardrobe har for eksempel sin egen hårserie. Tøjfirmaet Minus har lanceret en serie af basis-produkter i samarbejde med Camille Kaasby-Wang. Mindre projekter er oplagte og kan også gøre det.

Skriv en bog – gerne en e-Bog
Bloggere sprøjter bøger ud i disse dage. Jeg har en stor advarsel imod det – jeg har set flere gå i skrivehi med deres bog og så vende tilbage med en spritny bog til en øde og forladt blog, som de ikke har vedligeholdt. Det er en dårlig idé, husk hvad der altid må og skal være bloggerens førsteprioritet – bloggen. Drømmebogen må komme i anden række, selv i den intensive skrivefase. (Det er nok derfor jeg stadig ikke har fået skrevet min…)

Du behøver slet ikke et forlag for at udgive en bog. Tværtimod er e-bøger et værdifuldt markedsføringredskab og en potentiel indtjeningskilde.

Events og foredrag
Hvis du er madblogger, kan du lære folk at lave mad. Hvis du er strikkeblogger, kan du holde strikkekurser. Hvis… Fortsæt selv listen.

Betalingsindhold
Jeg ville aldrig lave hele min side til en betalingsside, men det er muligt at lave funktioner på sin side, som ens bruger skal betale for. Hvis man rent faktisk har noget, som er godt nok til at folk gider betale for det. Det skal typisk ikke være dit almindelige indhold, det skal være noget ekstra, noget unikt, noget man ikke kan finde andre steder – kan du tilbyde det?

Jeg vil senere skrive opfølgende indlæg, hvor jeg uddyber de enkelte punkter. Jeg håber, I har andre idéer, som jeg ikke har på listen?