Instagram rydder op: Nyt spamfilter giver færre kommentarer og likes

En foruroligende stor del af likes og kommentarer på Instagram er ikke skrevet af et menneske, men er skrevet af en robot. Afsenderen er måske en ægte profil, men en profil, der benytter sig af en af de mange automatiserede tjenester til automatisk at like, følge og kommentere.

Dette er i klar strid med Instagrams egne regler, og Instagram har udsendt i slutningen af 2018 en pressemeddelelse om, at de nu endelig vil gøre noget ved problemet.

Nye AI-værktøjer på Instagram
19. november offentliggjorde Instagram, at de nu (endelig) vil gøre reducere ikke-autentisk aktivitet. De har indført et “spamfilter”, der ved hjælp af kunstig intelligens fjerner kommentarer og likes på instagram, der ikke er menneskelig. Og den er begyndt at virke. Meget langsomt, men den virker.

Der er stadig masser af spam og robotter på Instagram, men det er blevet en lille smule sværere at være Instagram-robot siden november 2018, og mange instagrammere har derfor oplevet, at deres engagement er faldet.

Vi kender ikke de præcise tal for, hvor stor en del af den samlede aktivitet på instagram, som robotter står bag, men det er en betydelig del. Cirka 60 procent af al trafikken på internettet som helhed er robotter. Halvdelen af alle visninger på YouTube er robotter. Og Instagram trækker næppe den statistik i den rigtige retning. (Artikel i NY mag)

Når Instagram pludselig begynder at sortere robotter fra, så vil det derfor kunne ses på de fleste profiler. Og måske især på de influencere, der ikke snyder med vilje? For de dygtigste svindlere kan stadig snyde Instagrams spamfilter.

Skriver du på engelsk, har du mange følgere og bruger du mange hashtags eller bare nogle bestemte hashtags, så tiltrækker du helt automatisk spam og robotter. Hvad enten du vil eller ej. Et af de mest tydelige steder at se dette er på Instagrams egen instagram profil (@instagram). Der er store mængder af spam-kommentarer og likes fra robotter – og jeg tror godt, vi kan regne med at Instagram ikke selv har købt sig til falske likes, følgere eller spam-kommentarer.

Profilerne og følgerne bag kan godt se ægte ud, men Instagram-profilerne har ikke selv skrevet kommentarerne eller trykket like. De er automatisk genereret af en robot. På fuldkommen samme måde som de spam-kommentarer enhver blogger kender fra deres kommentarfelt, hvor vi bruger værktøjer som Akismet til at blokere for den slags.

Fald i engagement i november, december eller januar?
Mange profiler har derfor oplevet et fald i deres engagement siden november, hvor Instagram satte deres nye AI-spamfilter i søen. AI-værkstøjerne starter meget langsomt op, men bliver mere effektive dag for dag.

Og du kan altså sagtens have oplevet et fald i engagement i denne periode, selvom du aldrig bevidst har benyttet dig af robotter eller andre ulovlige tricks. Fordi Instagram efterhånden er så inficeret med spam, er det altså sandsynligt, at mange profiler oplever et fald i engagement efterhånden som al den spam forsvinder – især hvis de har en profil med mange hashtags eller en type indhold, der tiltrækker robotterne. Så har du oplevet et tab i denne periode, så er der ingen grund til at sørge over det – det var alligevel aldrig rigtige følgere.

 

Nej, du skal ikke altid markere anmeldereksemplarer og gaver som reklame

Hvis du har fulgt med mediernes omtale af influencere den sidste tid, så kan man hurtigt få det indtryk, at gaver og anmeldereksemplarer skal markeres som reklame på blogs. Det passer ikke.

I slutningen af 2017 offentliggjorde Forbrugerombudsmanden sine seneste retningslinjer, og der står at:

Hvis virksomheden har givet dig et produkt i gave, vil Forbrugerombudsmanden anse markedsføringsloven for overholdt, hvis du tydeligt oplyser:

”Jeg har fået produktet i gave” eller ”Jeg har fået produktet gratis”

Kilde

Hvis nogen sender dig et anmeldereksemplar eller en produktprøve uden nogen som helst aftale (udtalt eller stiltiende), så kan du altså omtale den uden at skulle markere som reklame. Men du skal oplyse, at du har modtaget produktet gratis. Der står ingen steder at en bog, en cd eller en læbestift, som er sendt ud som anmeldereksemplarer til en uforpligtende anmeldelse skal markeres som reklame. Tværtimod.

Er der aftale om at omtale produktet?
Hvis I derimod har en aftale om at omtale produktet, så skal du markere det som reklame. Og hvis en virksomhed løbende har givet dig produkter, som du omtaler positivt, så skal det markeres som reklame. Forbrugerombudsmanden skriver:

Du kan kun bruge disse markeringer, hvis du ikke har haft nogen aftale med virksomheden om at omtale produktet, og hvis virksomheden ikke tidligere har givet dig produkter, som du gentagne gange har omtalt. Hvis virksomheden løbende har givet dig produkter, som du har omtalt positivt , skal din omtale markeres som reklame, fordi du og virksomheden anses for at have en stiltiende aftale om at omtale de produkter, som virksomheden giver dig.

Læs Forbrugerombudsmandens gode råd til influenter om skjult reklame her